Al Gores bog og film fra 2006 “An Inconvenient Truth” om klimaforandringerne var en katalysator for forandring af vores energisystem. Men idealistiske og naive forestillinger om energiomstillingen har skabt en ny energikrise, der risikerer at være langt værre end energikrisen i 1970’erne. For beslutningstagere er det opportunt at argumentere, at krisen er skabt af tørke, ringe vind i Nordsøen og krigen i Ukraine. Det er ikke korrekt: Prisstigningerne er ikke resultatet af krig og forbigående uheldige omstændigheder, men skyldes underinvestering i energi.
“Nutidens ubekvemme sandhed er, at vi kommer til at leve med energiknaphed og høje priser – enten indtil efterspørgslen reduceres, eller indtil vi som samfund accepterer nødvendigheden af fossile brændsler i vores energisystem
Vi ser starten på en strukturel vedvarende energikrise. Denne er forårsaget af ringe forståelse for, hvad energi er, samt hvor afhængige vi er af fossile brændsler for vores vækst og velstand, og ikke mindst naive idéer om, hvor hurtigt omstillingen til et CO2-neutralt energisystem kan gennemføres.
Det Internationale Energiagentur har konkluderet, at verdenen ikke bør investere i ny fossil produktionskapacitet, og investorer blacklister “sorte” energiselskaber. Konsekvensen er, at verden allerede inden krigen i Ukraine havde historisk lav reservekapacitet, f.eks. eksemplificeret ved at olie- og gasselskaberne i 2021 kun erstattede 6 pct. af 2021-forbruget gennem nye fund, det laveste siden 1952. Det virker jo fornuftigt nok, når det nu er CO2, vi ikke ønsker.
Problemet er dog, at fossile brændsler udgør 84 pct. af verdens primære energiforsyning. Verden har investeret 4600 mia. dollar i perioden 2004-21 i vedvarende energi blot for at reducere fossil energis andel af vores energisystem fra 87 pct. til 84 pct. Naiviteten bliver blotlagt, når man konstaterer, at Ørsted – verdens største operatør af havvindmøller – i 2021 producerede omkring 25 terawatt-time (TWh) elektricitet.
Et olieselskab som BP producerer energi svarende til 2250 TWh – næsten 100 gange mere end Ørsted. Det siger sig selv, at det vil tage et stykke tid, før Ørsted og andre vedvarende energiproducenter vil kunne kompensere for den reducerede produktion, vi som samfund gennemtvinger.
Vi ligger, som vi har redt. Naturgas- og elprisen i Europa er steget 15-20 gange på halvandet år. Skulle vi forbrugere tanke vores bil op til en pris, der modsvarer prisen på naturgas, ville det koste os ca. 6000-8000 kr. pr. gang! Virksomhederne mærker det øjeblikkeligt, og den sidste måned har mange europæiske virksomheder i energitunge erhverv lukket produktionen. Europa står foran afindustrialisering.
Det er en bedre investering at flytte produktionen til lande med billig energi end at importere dyr energi til Europa. Men dette er da også en måde at reducere Europas CO2-udslip på, om end det leder direkte til arbejdsløshed, sociale spændinger, politisk ustabilitet og potentielt enden for euroen.
Nutidens ubekvemme sandhed er, at vi kommer til at leve med energiknaphed og høje priser – enten indtil efterspørgslen reduceres (vedvarende recession), eller indtil vi som samfund accepterer nødvendigheden af fossile brændsler i vores energisystem, og aggressivt igen begynder at investere i primærenergi, særligt naturgas og a-kraft. Effekterne af en sådan kovending ville realistisk først kunne mærkes ved udgangen af 2020’erne, hvilket er mit bud på, hvornår vi forhåbentligt vil kunne lægge denne energikrise bag os.
Vi har behov for mere saglighed og mindre følelse i energidebatten. I valget mellem den perfekte, men naive løsning – overgang til 100 pct. vedvarende energi – og den gode, realistiske løsning, nemlig en fortsat anvendelse af naturgas og udfasning af kul kombineret med energieffektivitet, vedvarende energikilder og a-kraft – har vi fået præcis det modsatte af, hvad vi har stilet efter; energiomstillingen skulle skabe nye industrieventyr og reducere CO2.
Vi får i stedet afindustrialisering og øget CO2-udledning. Mangel på gas leder til øget kulforbrug i Europa, men særlig kritisk for klimaet er det, at vores udsultning af den fossile industri forsinker Kinas omstilling fra kul til bl.a. naturgas. Kinas kulindustri er den største CO2-udleder globalt og svarer til fire gange Saudi-Arabiens olieindustri.
Kul er 60 pct. mere CO2-udledende end gas. Vi skal differentiere mellem gode og dårlige fossile brændsler. Kul skal ud, og gas kombineret med kulstofopsamling (ccs) skal ind. Man kan ikke være klimabekymret og samtidig sige nej tak til a-kraft, særligt ikke med udviklingen af de moderne og meget sikrere smr-reaktorer. 2030’erne byder sandsynligvis på fusionskernekraft.
Vil man også sige nej tak til universets ultimative energiform, blot forbi man er præget af 1980’ernes “atomkraft nej tak”-kampagner? Vi skal investere massivt i vind og sol, a-kraft, i energieffektivitet, naturlige karbondræn såsom skov samt biokul og understøtte frivillige karbonkreditter. På den måde har vi håb om at nå “net zero” uden at skabe alt for store sociale og økonomiske spændinger og forhåbentlig stoppe Europas rutsjetur mod irrelevans.
