I emballageindustrien er der stort fokus på bæredygtighed og de forpligtelser, der følger med, når man er i en branche, hvor forbedringspotentialet er til at få øje på.
“Desværre oplever jeg sjældent, at virksomheder tør være åbne og ærlige om den svære proces, der ligger bag transformationen til en mere miljøvenlig profil. Det giver mig anledning til at spørge, hvorfor vi ofte taler om bæredygtighed som alt eller intet?Måske burde vi i stedet spørge hinanden, om en lille forandring ikke er bedre end ingen forandring?
I Grathwol har vi besluttet at igangsætte en større omlægning til genanvendelig plast, og velvidende at vi har en lang proces foran os, tror vi fuldt og fast på, at et lille skridt i den bæredygtige retning er bedre end ingenting. Nogen vil måske spørge, hvorfor vi ikke går all in på tværs af hele forretningen. Svaret på det spørgsmål er egentlig simpelt. Fordi vi ved, at det ikke kan lade sig gøre inden for en acceptabel tidshorisont, hvis økonomien i vores virksomhed skal følge med – og det skal den jo. Det er mit indtryk, at det er virkeligheden for de fleste virksomheder, der ønsker at omstille sig til en mere bæredygtig produktion. Så måske burde vi i stedet spørge hinanden, om en lille forandring ikke er bedre end ingen forandring?
Lysten og modet til at handle skal gå hånd i hånd med en øget bevidsthed om, at en fuldstændig omlægning kræver tid, tilvænning og tålmodighed. For så er jeg overbevist om, at vi vil se større fremskridt.
Tid, fordi bæredygtighed ikke sker fra den ene dag til den anden. Det kræver tilvænning fra både kunde og forhandler, som begge skal betale en højere pris og måske acceptere en anden form eller farve på produktets emballage. Og tålmodighed, fordi de fleste større forandringer kræver, at vi holder ved og fortsætter, selvom vi med stor sandsynlighed vil møde bump på vejen. Omstændighederne skal være modne, og vi skal gøre op med nogle af de vaner, vi har i dag.
Det gælder også, når vi retter blikket mod den måde, vi affaldssorterer på. Plast er en af de mere komplicerede affaldstyper, og i dag har hver af Danmarks 98 kommuner frie hænder til at indsamle og sortere, hvilket skaber et forurenet produkt. Er produktet forurenet, forhindres en fuldstændig genanvendelse af produktet. Hvem har lyst til at spise karrysild fra en plastikbøtte, hvor en andel har været brugt til maling?
Desværre løser den nye affaldsordning, der træder i kraft i 2022, heller ikke udfordringen, da der stadig ikke skal sorteres i plasttyper, men blot i plast. Dermed undgår vi stadig ikke, at plasten ender på et forbrændingsanlæg uden for Danmark. Og så er vi lige vidt.
