For fire måneder siden slettede jeg mine konti på sociale medier: Instagram, Twitter, Tiktok, Bereal. Alt med undtagelse af Linkedin, som trods alt ville være et professionelt selvmord, og Strava, som jeg bruger i min løbetræning.
Jeg forestiller mig ikke, at min digitale Houdini var et særligt originalt træk. Tværtimod er jeg forankret i en tidsånd, hvor flere, særligt unge, detoxer fra den digitale kokain; dropper sociale medier og erstatter de opmærksomhedskrævende mobiler med dumb phones.
Jeg troede, det ville blive svært. Jeg har uden held forsøgt mig med utallige børnebander, der skulle afhjælpe min skærmafhængighed – tidsbegrænsninger, sort/hvidskærm, ingen notifikationer osv. Intet virkede. Men nu hvor jeg har taget det endelige skridt, kan jeg konstatere, at det var nemmere end frygtet. De ekstra 3-5 timer i døgnet, hvor meningsløs scrollen nu er udskiftet med løbeture, bøger, nærvær og fokus, har beriget både mit professionelle og private liv.
Dertil har det frembragt en erkendelse om den kommunikationsbranche, jeg som medstifter af et kommunikationsbureau selv er en del af.
“Hvordan fanger vi folks opmærksomhed?” Det er spørgsmålet – i bestemt ental – som vi oftest stiller hinanden i min branche. Efter mine analoge eskapader er mit korte svar: Den skal ikke fanges. Den skal æres.
“Man risikerer ikke længere bare at blive ignoreret, hvis man oversvømmer sine omgivelser med ligegyldigheder. Man risikerer at blive straffet
Dels fordi det er det rigtige gøre. Dels fordi det med tiden kommer til at være det eneste, som virker.
Tech-giganterne blev gigantiske på at fange vores opmærksomhed og sælge den til højestbydende. På den måde blev vores opmærksomhed verdens mest værdifulde – men også knappe – ressource. Efterhånden som skærmtiden steg, blev vi afhængige, mistede koncentrationsevne og begyndte at mistrives.
Dermed ikke sagt, at internettet ikke også har forbedret folks liv. Men vi har alle sammen et ansvar for ikke at distrahere unødigt og spilde folks tid. Når vi tager plads i det offentlige rum, skal vi have noget på hjerte, og når vi ønsker folks opmærksomhed, skal målet ikke være at optage den, men at berige den.
Efterhånden som den nye tidsånd bider sig fast, bliver distraktionerne også langt mindre effektive. Der er en fornemmelse i branchen af, at betalt markedsføring på de sociale medier er blevet mindre effektivt. Folk orker ikke mere. De er udmattede og blaserte. Værst er det blandt de yngre generationer. 63 pct. bruger adblocker, og 99 pct. af Generation Z trykker skip på reklamerne, når de har chancen.
Tendensen er, at folk er blevet trætte af virksomheders insisterende nærvær, af produkter man en enkelt gang har søgt på, der popper op i tide og utide. De ønsker ikke, at brands tager tid og plads fra folk, der har noget reelt på hjerte.
Det er ikke nogen ny erkendelse, at god markedsføring tilbyder sit publikum mere end bare skamløs selvpromovering – eksempelvis viden, kompetencer eller underholdning. Men når opmærksomheden er knap, bliver det sværere at holde fast i, at al opmærksomhed er god opmærksomhed. Man risikerer ikke længere bare at blive ignoreret, hvis man oversvømmer sine omgivelser med ligegyldigheder. Man risikerer at blive straffet.
Pointen er ikke, at virksomhederne skal tie stille. Pointen er, at de kun skal række hånden i vejret, når de har noget reelt på hjerte. Mere end nogensinde skal virksomheder gøre sig fortjente til vores tid. De skal være kreative, kloge, sjove og på anden måde berigende for at fortjene vores energi.
Tendensen er ikke kun digital. Senest har skofirmaet Airtox’ koloniseret vores opmærksomhed på tværs af alle medier med en sådan voldsomhed, at folk er begyndt at hade dem. Man kan ganske enkelt brande sig for meget og for meningsløst.
Med den seneste udvikling i generativ kunstig intelligens bliver det kun nemmere at masseproducere middelmådigt indhold uden autenticitet og nerve. Det vil gøre en støjende tid mere støjende og dermed forstærke folks afsmag for værdiløse distraktioner.
Der er allerede tegn på, at vi har nået et mætningspunkt. Når unge, digitale indfødte som mig selv vender sociale medier ryggen og smider vores dopaminmobiler ud, er det et tegn på, at vi har behov for ro og fordybelse.
Det er et vilkår, vi som kommunikationsfolk skal forstå at navigere i. Opmærksomhed er ikke noget, du tager. Det er noget, du skal gøre dig fortjent til.
