ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Dette er et debatindlæg skrevet af en eller flere eksterne skribenter. Indlægget afspejler en personlig holdning. Forslag til debatindlæg kan sendes til Børsen Opinion: opinion@borsen.dk

Debat | Det går galt, når topledelsen ikke driver den digitale transformation

Trods energikrise, krig i Ukraine og historisk høje inflationstal står cloud computing og cybersikkerhed lige nu allerøverst på investeringslisten hos danske og europæiske virksomheder. Det viser en ny rapport fra Capgemini Research Institute. Arkivfoto: Kacper Pempel/File Photo
Trods energikrise, krig i Ukraine og historisk høje inflationstal står cloud computing og cybersikkerhed lige nu allerøverst på investeringslisten hos danske og europæiske virksomheder. Det viser en ny rapport fra Capgemini Research Institute. Arkivfoto: Kacper Pempel/File Photo Ritzau Scanpix

Trods energikrise, krig i Ukraine og historisk høje inflationstal står cloud computing og cybersikkerhed lige nu allerøverst på investeringslisten hos danske og europæiske virksomheder. Det viser en ny rapport fra Capgemini Research Institute.

I rapporten, som omfatter svar fra ledere i 2000 større virksomheder, forventer hele 44 pct. at øge cloud-investeringerne i 2023.

Også herhjemme er “skyen” noget, der finder vej til direktionsgangen i virksomheder. Men det halter med topledelsens erkendelse af, at den digitale transformation ikke er et it-projekt, men en fundamental forandring af forretningen, der entydigt hører til på topchefens bord.

For virksomheder er kunsten i dag ofte at lave det bedste kombinerede-setup med den eksisterende it-infrastruktur. Og med det afsæt at udarbejde en klar strategi for, hvordan man bedst skaber direkte værdi for og med forretningen

I en tid, hvor “skyen” nu indgår i erhvervslivets vokabularium, står det klart for virksomheder såvel som rådgiverne i it-branchen, at skyen er en kompleks størrelse. Fra at det ofte handlede om at erstatte datacenteret med it-drift i skyen, oplever mange i dag, at det er svært at drive forretningsværdi ud af skyens uendelige muligheder og lettilgængelige apps.

Faktum er, at de færreste virksomheder høster besparelser eller forretningsstrategisk værdi ved isoleret set at løfte datacenteret til skyen. De, der startede med det fokus, er blevet skuffede, fordi it-drift i skyen ikke er billigere eller nødvendigvis smartere.

Fra kompleksitet i kælder til kompleksitet i skyen

Et eksempel på det er fra en nordisk virksomhed, der for at aflive kompleksitet og legacy i datacenteret migrerede alt til skyen. I takt med det offensive skridt blev organisationen involveret i den demokratisering af it-landskabet og adgangen til nye, smarte applikationer, som cloudtransformationen medførte.

Få år senere slås virksomheden med øget kompleksitet i skyen, da organisationen har skabt over 1.000 små og store cloud-initiativer, som lever uden en fælles tilgang på tværs af projekter og har gjort cloud-omkostningerne langt højere end forventet.

Da tilgangen ikke var forankret centralt i forretningen, skød utallige decentrale småprojekter op. Isoleret set var de måske smarte og bidrog i et lille hjørne af virksomheden, men set i et større perspektiv vil de aldrig levere den “value at scale”, der bør være forudsætningen for digital transformation via skyen.

På den måde viser eksemplet, hvordan en ufokuseret digital strategi risikerer at skabe ny kompleksitet – bare med nye teknologier. Og det viser, hvorfor det er afgørende for danske virksomheder at sætte forretningsværdi foran teknologibegejstring, når vi taler cloud. For succesfuld digital transformation i skyen handler om forretningen i stor skala. Ikke om smart teknologi i et hjørne af virksomheden.

For virksomheder er kunsten i dag ofte at lave det bedste kombinerede-setup med den eksisterende it-infrastruktur. Og med det afsæt at udarbejde en klar strategi for, hvordan man bedst skaber direkte værdi for og med forretningen.

Vejen dertil kan ikke sættes på formel. Men det kræver grundlæggende forandringer af organisation, processer og kultur. Og som med alle fundamentale organisationsforandringer må det drives af topledelsen med et klart mål og mandat ned i organisationen for at sikre, at transformationen bliver en katalysator for agilitet, innovation, vækst, konkurrencefordele – altså forretningsværdi.

Topledelsen må tidligt på banen

En ubekvem sandhed for mange, der er i gang med en digital transformation, er, at uden topledelsens engagement så er investeringsafkastet ofte lavt. Værdiskabelse via skyen kræver, at forretningsmodeller genovervejes, og at funktioner i organisationen samarbejder på helt nye måder.

Samtidig er det en notorisk udfordring i forbindelse med digitale forandringer at sikre, at de digitale landvindinger reelt finder ind i dagligdagen, arbejdsgange og selve kulturen. Det er et job, der kræver en løbende kalibrering, hvis man skal høste reel forretningsværdi. Og ansvaret for det ligger oplagt hos topchefen.

Alt for ofte begår netop topchefen den fejl først at engagere sig i at forankre og skalere digitalt ganske sent i processen. En analyse fra McKinsey viser f.eks., at topledelsen først kommer på banen, når budgettet overstiger 100 mio. dollar årligt. I en dansk kontekst er det beløb vel højt sat, men pointen er genkendelig.

Cloud-transformationen begynder tit som et it-projekt afkoblet fra topledelsen, der så først rykker ind, når det komplekse samspil med organisation og forretning – og omkostningerne – toner frem.

Det er for sent, fordi indsigten i, hvordan man opnår forretningsfordele via skyen, kræver topledelsens engagement fra start. Topledelsen skal sætte sig for bordenden og vurdere de strategiske muligheder, som skyen uomtvisteligt kan være en katalysator for. Og de skal sætte ramme og retning for transformationen, så forretningsenhederne får en klar ramme for videre “kunstnerisk frihed”.

Set i lyset af, at også danske virksomheder i dag opererer i en ekstremt omskiftelig verden, er det vigtigere end nogensinde, at det klassiske skisma mellem it og forretning bliver lagt endegyldigt i graven.

Så topledelsen og særligt topchefen skal i arbejdstøjet og drive eksekveringen af den digitale strategi som fundament for den altafgørende digitalisering af forretning såvel som distribution, salg og forsyningskæde.

Netop derfor er topchefen i dag en afgørende it-medarbejder i alle vækstparate, danske virksomheder.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis