Vi er ledere i det maritime Danmark. En branche, der er kendt for omstillingsevne, hastighed og stor værdi. Værdien er både for ejerne og for Danmark.
Søfartsstyrelsens nyeste opgørelseover det Blå Danmarks bidrag til vækst og beskæftigelse, der udkom ultimo juni i år, viser, at vi direkte og indirekte beskæftiger knap 100.000 danskere, omsætter for ca. 470 mia. kr. og dermed står for mere end 10 pct. af produktionen og hele 4,8 pct. af bruttoværditilvæksten i den samlede danske økonomi.
Som om det ikke var nok, står der også i rapporten: “For hver beskæftiget skaber det blå Danmark mere end dobbelt så meget BVT som en gennemsnitlig branche i dansk økonomi.”
Det blå Danmark er en velsmurt maskine og en vækstgenerator. Vi ser muligheder i også at bidrage til den nye uddannelsesreform, som et bredt flertal i Folketinget blev enige om rammerne for og præsenterede for offentligheden den 27. juni.
At flere kandidater skal arbejde mere, mens de læser, og 20 pct. af kandidatuddannelserne bliver til erhvervskandidater i 2034, kan vi godt se noget sømandsmusik i.
“Det kan blive et fælles løft – og vi får erhvervskandidater, der kan mere og måske kigger lidt mere mod det blå Danmark
Som de fleste andre brancher sukker også det blå Danmark efter uddannet, kvalificeret arbejdskraft. At studerende kommer ud i vores virkelighed og omsætter deres rigdom af teori og indsigt til realiteter, mens de stadig er i en læreproces, ser vi som en stor styrke. For dem og for os.
Derfor støttede vi også i foråret oprettelsen af to nye maritime erhvervskandidatuddannelser inden for det maritime ingeniør-område på DTU, ligesom de bachelorstuderende på CBS Shipping & Trade allerede den dag i dag er i praktik i et rederi som led i deres uddannelse.
Danske Maritime har allerede tidligere i år stillet en uddannelsesgaranti for kommende skibsingeniør-studerende.
De studerende vil lære, at mødet med virkeligheden til tider giver en ren knockout til de mange teorier og modeller, de har tilegnet sig viden om på universitet eller CBS.
Og vi lærer noget af deres nye viden og deres mange spørgsmål om, hvorfor vi ikke bare gør dette eller hint på en anden måde.
Det kan blive et fælles løft – og vi får erhvervskandidater, der kan mere og måske kigger lidt mere mod det blå Danmark, end de ellers ville have gjort.
Danske Rederier, Danske Maritime og Danske Havne er klar til at give kandidaterne mulighed for at møde virkeligheden.
Man kunne forestille sig en turnusordning mellem forskellige maritime virksomheder, havne og rederier. Det vil give de pågældende en unik indsigt og et stort, nyttigt overblik over hele branchens muligheder og mangler.
Og nytteværdien er jo stor uanset, om kandidaten vælger erhvervsvejen i nogle af vores mange medlemsvirksomheder eller vejen som embedsmand i transport- eller erhvervsministeriet, hvor en sådan opnået indsigt ude fra virkeligheden vil være mere end nyttig.
Vi stiller gerne op og bidrager i Referencepanelet, når det aftalte Kandidatudvalg nedsættes.
Vi tror, vi kan bidrage. Branchen kan noget særligt.