“I alle grupper forventes det at man tilpasser sig, og det står i kontrast til, at man netop bemærker mennesker, som tør skille sig ud. Medarbejderne ønsker at følge et ægte menneske. De ønsker at vide, hvem du er, så vis noget mere af din personlighed. Medarbejdere kan ikke lide mennesker, der er perfekte, så vær dig selv – autentisk og unik.” Ordene er Richard Jollys, professor ved London Business School, og idéen populær.
“Undlod jeg en vis censur af mine personlige tanker, følelser og motiver i kollegaer og kunders selskab, endte jeg snart som Frank Jensen: Fyret og stemplet som lummergøj
Fulgte jeg det råd – og undlod en vis censur af mine personlige tanker, følelser og motiver i kollegaer og kunders selskab – endte jeg snart som Frank Jensen: Fyret og stemplet som lummergøj.
Derhjemme er jeg heldigvis på tjenestemandskontrakt. Der er det til døden os skiller, og efter fyraften er det ikke længere Prince Charming, min hustru har liggende i vores sofa.
I den autentiske version bliver jakkesæt udskiftet med joggingbukser – og colgate-smil og imødekommenhed bliver til noget mere lunefuldt.
En nylig dansk case beskriver, hvad skyggesiden af autenticitet i en erhvervssammenhæng risikerer at være: “Jeg siger tingene ligeud, det har jeg gjort, siden jeg blev født. Og jeg mener, det er en fordel. Jeg vil ikke bruge en time på at forklare noget, der kan siges på seks sekunder,” har Ilse Jacobsen fortalt om sin direkte facon.
Ikke desto mindre er hendes omdømme blakket: “Hun kan være grov og fuldstændig utilregnelig. Og det er et ekstremt stressende sted at arbejde. Man kan næsten ikke få luft,” kan man også læse i pressen.
I amerikansk kultur er det omvendt en dyd at spille sine roller, som at sammenligne det offentlige rum med en teaterscene, hvor det velfungerende individ fremstiller sig selv på måder, der vinder publikums sympati eller beundring. Måske er det derfor, at Hollywoodskuespilleren Ronald Reagan kunne blive præsident.
En anden mester i impression management – som er det psykologiske fagterm for sådan social intelligens – er Barack Obama: “Noget af det sværeste ved at være præsident var at lade som om, jeg var følelsesmæssigt engageret, når jeg ikke var det. Det var svært, fordi jeg følte, at det var en fornærmelse mod de folk, som jeg interagerede med”.
Alligevel pressede Obama – hvis krigsindsatser har kostet 2.500 amerikanske soldater livet – gerne en tåre frem under triste omstændigheder. Og det virkede på de fleste – ja, autentisk.
Donald Trump derimod forstiller sig ikke. Eksempelvis udtrykte han ikke medfølelse, da McCain gik bort. Og da en antifascistisk demonstrant, som han heller ikke havde sympati for, blev kørt ihjel af en nynazist, måtte Charlottesville-borgerne som alternativ til krokodilletårer tage til takke med ordene: “Well, I do think there’s blame – yes, I think there’s blame on both sides. You look at – you look at both sides. I think there is blame on both sides”.
Så langt med spekulationerne. Hvad siger evidensen? Den personlighedspsykologiske forskning viser entydigt, at selvkontrol og gode sociale kompetencer øger sandsynligheden for at lykkes som leder.
Af samme årsag fremstår temperamentsfulde ledere – der uden filter stiller deres følelser og tanker til skue – i sagens natur unikke.
Eksempelvis må mange Zentropa-medarbejdere have haft særegne oplevelser – som de fleste hen ad vejen fravalgte til fordel for arbejdspladser med mere formelle ledere. Og da Peter Aalbæk heller ikke på sine gamle dage ville spille efter det socialt forventelige CEO-manuskript – men i stedet være Ålen på godt og ondt – er hans egen tid nu også forbi. At forblive tro mod sin identitet som den frække dreng i klassen førte med tiden til omdømmet en gammel gris.
Sidste skud på stammen inden for personlighed og job-performance forskningen peger endda i en diametralt anden retning end populærlitteraturens ideal om autenticitet: Strategisk selvbevidsthed – evnen til at vedligeholde et positivt omdømme ved at fremstille sig selv på måder der vinder forskellige publikummers sympati eller beundring – forudsiger ledelsesmæssig jobsucces.
Denne weekend vil jeg lade alle facader falde. Jeg får mine barndomsvenner til julefrokost. Dialogen vil blive ligefrem, der vil være locker room talk, og jeg selv kommer til at lufte mine ukonventionelle og på en og samme tid underholdende og anstrengende sider.
Det er en besnærende tanke, at det kunne blive lige så autentisk til firmajulefrokosten. Men evident er det – for alle der kender mig rigtig godt – at jeg der omvendt skal halvere snapseindtaget men doble høflighedsfraserne, og lade det autentiske og unikke blive liggende på sofaen.
