Lange karriereplaner er fortid, og i stedet bør kortsigtede udviklingsmuligheder være i højsædet. Som leder skal du se dine medarbejderes nuværende muligheder, for det er en af dine vigtigste opgaver som chef. Dine medarbejderes nuværende ambitioner driver dem nemlig meget længere end den femårige karriereplan.
Arbejdsmarkedet er dynamisk, og mange af de jobfunktioner, der findes i dag, kunne vi slet ikke forestille os for bare få år siden. Derfor er det også svært at definere fremtidens arbejde.
“Arbejdsmarkedet er dynamisk, og mange af de jobfunktioner, der findes i dag, kunne vi slet ikke forestille os for bare få år siden
Robotter og kunstig intelligens er blot eksempler på teknologier, der vil fratage nogle af de jobmuligheder, der findes i dag, men som ligeledes også vil skabe muligheder, vi ikke ved findes endnu. Det viser en undersøgelse fra World Economic Forum.
Derfor mener jeg heller ikke, at vi i udviklingen af vores medarbejdere skal sætte femårige mål for dem. For der kan ske meget på fem år, og har man kun den femårige målsætning på radaren, misser man hurtigt nogle af de muligheder, der opstår undervejs.
Der vil højst sandsynligt komme andre muligheder inden for de fem år, og det er ærgerligt at lukke ned for dem, fordi ledere kun har øje på bolden fem år frem.
Hvor vil du gerne være i dit arbejdsliv lige nu?
Det er spørgsmålet, som ledere bør stille deres medarbejdere. Drømme, ambitioner og muligheder udvikler sig over tid, så snak med dine medarbejdere om, hvad de gerne vil stå for i dag og i morgen. Gå efter dét og drop den stramme karriereplan, som sætter en stopper for mulighederne, der byder sig i morgen.
Ens karriere kan udvikle sig lynhurtigt, og derfor skal du hjælpe dine medarbejdere med at komme derhen, hvor de gerne vil være nu. Hvor vil de gerne være karrieremæssigt i morgen? Hvordan kan de blive en succes i den situation, de er i nu?
Med de overvejelser og et mindset om, at alt kan ske, og mulighederne kan opstå når som helst, så når dine medarbejdere helt sikkert de mål, som de ville have sat for dem selv med en femårig karriereplan – og måske endnu mere til, fordi de ikke bliver begrænset.