ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Dette er et debatindlæg skrevet af en eller flere eksterne skribenter. Indlægget afspejler en personlig holdning. Forslag til debatindlæg kan sendes til Børsen Opinion: opinion@borsen.dk

Debat | Coca-Cola: Adgangen til genanvendt plast er mere kritisk end nogensinde

I Danmark indsamles 95 pct. af alle plastikflasker med pant, men Danmark har fortsat ikke faciliteter til at omdanne de indsamlede flasker til nye. Arkivfoto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
I Danmark indsamles 95 pct. af alle plastikflasker med pant, men Danmark har fortsat ikke faciliteter til at omdanne de indsamlede flasker til nye. Arkivfoto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix Ritzau Scanpix

Lige nu er prisstigningerne så voldsomme, at de danske læskedrikproducenter knapt har råd til at købe genanvendt plast på et dyrt verdensmarked, hvor alle kæmper om tilgangen til det nye guld. For Coca-Cola er nemlig ikke sikret deres egen pantplastikemballage retur. Det sendes fra Danmark, hvor alle kæmper om det, og Coca-Cola har ingen rettigheder til at få egenfair shareaf emballagen retur. Det findes der ingen lovgivning for, hverken i Danmark eller i EU.

Coca-Cola har ingen rettigheder til at få egen fair share af emballagen

Det er naturligvis en dum logik, der er aldeles ødelæggende for både vores fælles miljøambitioner samt de helt fornuftige danske klimamål. Vi beder derfor om politisk handlen, der kan få bragt prisen på genanvendt plast ned og sikre, at vi og andre kan leve op til både danske og internationale standarder, herunder i EU-regi.

Danmark mangler faciliteter

I Danmark indsamles 95 pct. af alle plastikflasker med pant, men Danmark har fortsat ikke faciliteter til at omdanne de indsamlede flasker til nye. De sendes ud af Danmark, og her mister Coca-Cola sin emballage, der i stedet må indkøbes på et verdensmarked, hvor alle kæmper om det efterspurgte materiale, selv til andre formål end drikkevarer. Altså downcycler vi den dyre fødevareplastik.

Det er kritisk af flere årsager. Dels er priserne på genanvendt plast på himmelflugt og er nu dyrere end ny oliebaseret plast. Dels pålægger EU’s såkaldte engangsplastikdirektiv producenterne, at deres plastflasker skal være fremstillet af mindst 25 pct. genanvendt plast i 2025 og mindst 30 pct. i 2030.

I Danmark er vi heldigvis normalt rigtigt gode til genanvendelse på en lang række områder. Men der er altså stadig et stykke vej til målet om en fuldstændig plastikgenanvendelse – og lige nu går det den forkerte vej, fordi der mangler politisk handlen.

Coca-Cola indførte i 2018 sin egen bæredygtighedsstrategi, “World Without Waste”, der har endnu mere ambitiøse mål end EU’s mål. Inden 2030 skal 100 pct. af den emballage, der svarer til al Coca-Cola-salget, være indsamlet, og inden 2025 skal minimum 50 pct. af emballagen være af genanvendt plast.

Det europæiske mål for indsamling af drikkeflasker af plast er 77 pct. i 2025 og som sagt 25 pct., når det gælder andelen af genanvendt plast i plastikflasker til drikkevarer.

I Coca-Cola er vi stolte over at tage vores ansvar, hvad angår emballageindsamling, som vi har gjort det, lige siden vi for 20 år siden – med den danske drikkevarebranche og Bryggeriforeningen i spidsen – etablerede Dansk Retursystem, der nu har verdensrekord blandt retursystemer i verden ift. indsamlingsrate. Et sådant system burde i øvrigt også etableres i alle lande. Kan EU og danske politikere måske hjælpe på vej med det også?

Alle aktører skal bidrage

Det er alt sammen en sund logik. Vi skal bruge naturressourcer og designe produkter på en måde, så udvundne råvarer bruges fornuftigt og så mange gange som muligt. Det er ingen fornuftigt tænkende mennesker længere i tvivl om – og alle aktører skal bidrage: producenter, lovgivere og forbrugere. Det er tilmed rigtigt god samfundsøkonomi, hvis vi skaber de rigtige rammevilkår.

En bedre plastgenanvendelse i Danmark vil derudover betyde mindre CO2-udledning, mindre plastaffald i naturen og havene samt oprettelse af nye specialiserede arbejdspladser.

Men nu kniber det altså – på grund af prisstigningerne og den manglende danske kapacitet. Der er brug for politisk handlen.

Næste skridt må være at etablere et dansk anlæg, der kan sikre adgang til den pantede emballage og i en form, der kan anvendes til nye flasker og dåser. Desuden skal der løsnes op for dansk lovgivning, så Dansk Retursystem får lov til at genanvende den plastik, som pantsystemet indsamler. Og EU bliver nødt til at gøre det muligt, at producenter af drikkevareflasker i plast kan få de flasker retur, som de selv har sendt ud på markedet, så eksempelvis Coca-Colas gamle flasker kan blive til nye Coca-Cola-flasker.

Først når udbud og efterspørgsel på genanvendt plast er i balance, kan vi opfylde vores målsætninger om cirkulær emballage. Desuden må udbud og efterspørgsel balancere for at bringe priserne ned igen.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis