Tirsdagens annoncering af positiv bnp-vækst i eurozonen i årets fjerde kvartal er blevet mødt bredt med smil og glæde fra økonomer og markeder – også herhjemme, da den danske økonomi er centralt afhængig af den europæiske.
Tallene er blevet tolket som et signal på en robust europæisk økonomi, der har vist sig modstandsdygtig og leveret over forventning på trods af inflation og en igangværende energikrise som følge af den russiske invasion af Ukraine.
Men bag tallene gemmer sig en ubehagelig hemmelighed: Nemlig at bnp-væksten reelt slet ikke var positiv, men alene ser sådan ud på grund af Irlands status som skattely. Uden Irlands vækst på hele 3,5 pct. ville eurozonen være i teknisk recession med den europæiske vækstmotor Tyskland i centrum, hvis økonomi gik 0,2 pct. tilbage.
Den irske “vækst” er imidlertid et fatamorgana: Landets bnp har længe været voldsomt oppustet og forvredet af massiv skatteundgåelse, særligt af store amerikanske techvirksomheder, som bogfører enorme summer profit i Irland, på trods af meget lidt reel økonomisk aktivitet i landet.
Siden 2019 er det irske selskabsskatteprovenu mere end fordoblet, men forskning af blandt andre de danske økonomer Thomas Tørsløv og Ludvig Wier har vist, at over halvdelen af provenuet kommer fra kunstige skattestrukturer, der trækker profit til Irland på bekostning af andre lande.
Forvridningen af de irske bnp-tal er blevet så omfangsrigt, at den irske regering sidste år annoncerede, at man ville udarbejde et helt nyt statistisk mål for de offentlige finanser, der ikke tager de kunstige og volatile selskabsskatteindtægter i betragtning.
Det bør alt andet lige sætte en dæmper på glæden, for det er af afgørende vigtighed, at vi har styr på det makroøkonomiske billede, som ligger til grund for så mange og så vigtige politiske beslutninger, særligt i krisetider.
Tænk på den kommende tids beslutninger om renteniveau, inflationshjælp, energipolitik og grønne investeringer, både i Danmark og på tværs af Europa. I den kontekst skal vi ikke lade det irske fatamorgana sløre den europæiske økonomis egentlige tilstand.