Danmark er for lille til store forskelle. Det er vi som henholdsvis socialdemokrat og formand for de danske fiskere enige om. Vi er også enige om, at dansk fiskeri er en vigtig del af den danske kultur og spiller en vigtig rolle i forhold til at udligne de forskelle, der kan opstå mellem land og by.
For fiskeriet bidrager med vigtige arbejdspladser i de tyndt befolkede dele af Danmark. Både i selve fiskeriet og i følgeerhvervene. Derfor er der dele af Danmark, specielt i det nord- og vestjyske, som er afhængige af et stærkt fiskeri – også i fremtiden.
Fiskeriet styrker sammenhængskraften og leverer et vigtigt samfundsbidrag. Derfor skal fiskeriet hjælpes igennem brexit-krisen sådan, at fiskeriet fortsat kan bidrage med vækst og beskæftigelse i Danmark.
Dansk erhvervsliv har været på en historisk prøve. 2020 udviklede sig med covid-19 til et mareridt, som for fiskeriets vedkommende nåede et klimaks juleaftensdag.
Som om kampen mod covid-19 ikke var nok, blev julehyggen sat på pause af, at EU og Storbritannien indgik en brexit-aftale, der betyder, at de danske fiskere skal afgive en fjerdedel af værdien af fiskernes fangst i britisk farvand til Storbritannien. Det er et slag mod fiskeriet og langtfra, hvad fiskeriet havde drømt om til trods for, at EU lykkedes med at sikre fortsat adgang til britisk farvand.
Brexit har mange tabere. Danske fiskere er blandt dem, der bliver hårdest ramt. Danske fiskere skal aflevere en stor del af de fiskekvoter, som deres forretning afhænger af. Det er et tab for den enkelte fisker, for fartøjernes besætning og for de lokalsamfund i Nord- og Vestjylland, hvor fiskeriet har en særlig betydning.
“Brexit har mange tabere. Danske fiskere er blandt dem, der bliver hårdest ramt
Derfor har fiskerierhvervet fra start slået fast, at der er meget på spil og behov for politisk handling. Signalet fra regeringen og Socialdemokratiet har helt i tråd med det ønske været, at hjælpen fra EU i form af den såkaldte brexit-reserve er på vej. Socialdemokratiet har stået skulder ved skulder med fiskerierhvervet.
For i krisetider som nu er det vigtigere end nogensinde, at der kæmpes for hver eneste arbejdsplads og for et Danmark i balance.
Set med vores øjne er det afgørende, at fiskeriet hjælpes på en klog og fornuftig måde, så fiskeriet kan udvikle sig i en endnu mere bæredygtig retning og fortsat bidrage til sammenhængskraften i Danmark. Det kan vi bedst sikre gennem et tæt samarbejde mellem politikere, myndigheder, eksperter og erhvervet.
Derfor skal udmøntningen af brexit-reserven ske i tæt dialog med fiskeriet. Vi ser gerne, at den enkelte fisker hjælpes og kompenseres for de tab, han har lidt. Der bør tages højde for, at små og mellemstore fiskere, der fanger almindelige spisefisk som torsk og sej, betaler den højeste pris for adgang til britisk farvand. Det er vigtigt.
Dernæst skal vi tænke i tiltag, der fremmer den bæredygtige udvikling af fiskeriet. Det er vigtigt, at fiskerierhvervet rustes til fremtiden, hvor fangstkapacitet og ressourcegrundlag afstemmes. Når fiskerimulighederne reduceres så dramatisk, er der nødt til at ske en justering af flådestørrelsen. Vi håber derfor, at det bliver muligt at se på, hvordan vi bedst muligt kan gøre det.
Samtidig skal vi lægge sporene til et endnu mere bæredygtigt fiskeri. Det danske fiskeri er allerede kommet langt. En stor del af fangsterne er bæredygtighedscertificeret, og CO2-udledningen er reduceret med 60 pct. siden starten af 90’erne. Men der er behov for en endnu mere ambitiøs indsats, hvis erhvervet skal lykkes med målsætningen om et klimaneutralt fiskeri. Derfor skal vi også benytte lejligheden til at se nærmere på, hvilke muligheder vi har for at sætte yderligere strøm til den udvikling.
Vi håber, der kan samles bred politisk opbakning til at hjælpe dansk fiskeri gennem brexit. For det har stor betydning for fiskerne, at de ved, de har et bredt flertal af Folketingets partier i ryggen. Det giver ro og stabilitet. Og det har stor betydning for den enkelte fisker, at de mærker, danskerne står bag dem.
Det er godt for sammenhængskraften. Set med vores øjne burde det være et realistisk mål, for fiskeriet bidrager med vigtige arbejdspladser i havnebyerne. Og lige nu er det vigtigere end nogensinde, at vi bevarer så mange af dem som muligt. Ellers risikerer vi, at kløfterne bliver dybere, og forskellene mellem land og by bliver større.