ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Dette er et debatindlæg skrevet af en eller flere eksterne skribenter. Indlægget afspejler en personlig holdning. Forslag til debatindlæg kan sendes til Børsen Opinion: opinion@borsen.dk

“Lad os hjælpe de unge i stedet for at efterlade dem på arbejdslivets perron”

“Vores branche er unik, på den måde at alle produktioner har en ultimativ tidsplan,” skriver Torben Pedersen. Foto: Helle Arensbak/Ritzau Scanpix
“Vores branche er unik, på den måde at alle produktioner har en ultimativ tidsplan,” skriver Torben Pedersen. Foto: Helle Arensbak/Ritzau Scanpix Ritzau Scanpix

Vi bør som samfund forpligte os på at hjælpe og anerkende unge på kanten af arbejdsmarkedet. I udlejningsbranchen vil vi gerne møde de unge med åbne arme

Sommeren er over os, og mange nyder en velfortjent ferie fra skolebænken. Igen i år er der udsolgt til mange af landets festivaler, hvor unge i hele Danmark nyder friheden, inden skolebøgerne kalder igen. Når efteråret bider sig fast, er der måske nogle, der drømmer sig tilbage til festivalpladsen, og jeg skal hilse og sige, at de er mere end velkomne.

I vores branche er der plads til alle, og vi har brug for arbejdskraft mere end nogensinde; måske især dem, der ikke har fundet sig til rette på skolebænken. Sommerferie ser vi dog ikke meget af i vores branche, hvor vi sørger for teknikken til alle de events, som resten af Danmark nyder hen over sommeren.

Det kræver en enorm indsats at få en festival til at forløbe problemfrit, så publikum kan feste til årets sommerhits uden bekymringer.

Til én festival leverer vi 12 lastbiltrailere med en længde på 14 meter – alle fyldt med teknisk udstyr, som er nødvendigt for at give danskere den bedste oplevelse. Når den ene festival er slut, er det videre til den næste: fra Grøn til Jelling, Roskilde, Smukfest og så lige Den Kongelige Sommerballet og virksomhedsevents derimellem.

I takt med at arbejdsmarkedet bliver mere skole- og karakterdrevet, oplever jeg, at der bliver mindre plads til unge med udfordringer.

Hvert event skal projekteres, pakkes, transporteres, stilles op og afvikles for derefter at pakkes ned igen og serviceres inden den næste opgave, alt sammen udført af dygtige og professionelle medarbejdere, der mange gange hvert år med den samme passion og præcision leverer en indsats i verdensklasse.

De rette rammer

Vi er en branche, der tiltrækker mange forskellige typer af unge mennesker, og vi har med tiden uddannet mange dygtige teknikere, der måske ville have haft det svært i andre brancher. Vores branche er unik, på den måde at alle produktioner har en ultimativ tidsplan.

Vi har aldrig restordrer, og alting skal virke og spille til den præcist aftalte tid. Det er selvfølgelig lidt fortegnet, men jeg oplever, at det tiltaler mange unge, som måske har brug for retning, struktur samt højt til loftet og succesoplevelser, og jeg er stolt af, at vi kan rumme og udvikle dem i vores branche.

I takt med at arbejdsmarkedet bliver mere skole- og karakterdrevet, oplever jeg, at der bliver mindre plads til unge med udfordringer eller hjernediversitet. Det kan være unge med adhd eller andre udfordringer, som sjældent oplever succes, fællesskab og anerkendelse, men som kan udvikle sig til fantastiske medarbejdere og kollegaer, når de får plads og lov – og det skal de have!

Det fælles ansvar – talent og lyst skal drive

Vi har som samfund og virksomheder en forpligtelse til at se, anerkende og hjælpe disse unge. Jeg oplever desværre, at vi efterlader flere og flere på arbejdslivets perron, hvor det sidste tog er kørt – og det kan vi ikke være bekendt.

Til vores sidste bestyrelsesmøde i SMV Danmark påpegede politisk leder Martin Lidegaard (R) denne voksende problematik, og at vi samtidigt afsætter alt for få økonomiske ressourcer i vores sundhedssystem til at hjælpe unge med at navigere i et håbløst forældet og inkompetent psykiatrisk system.

De unge bliver svigtet af det system, der netop skal hjælpe og bistå i at strukturere og komme igennem en hverdag, og vi som samfund spilder en enorm talentmasse lige der, som ingen kan være bekendt eller tjent med.

Vi har selv oplevet det i vores familie, og hvis ikke der var ressourcestærke forældre eller mulighed for at betale i private forløb, ville der være begrænset eller ingen hjælp til rådighed.

Det er meningsløst og frustrerende at opleve, at unge med store talenter, lyst og ressourcer bliver svigtet og efterladt til sygemeldinger og førtidspensioner, fordi vi har indrettet et samfund, hvor snævre rammer og karakterer skal definere deres fremtid i stedet for deres evner, talenter eller lyst til at skabe og lære.

Lad os derfor hjælpe med at dyrke disse unge menneskers styrker og talenter og få skabt de rum, hvor de kan udvikle sig og blomstre. Det må være vores ansvar og vigtigste opgave for vores fremtid at få de fleste med.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis