Det er ikke min opfattelse, at mange tænker videre over, hvor let det egentlig er, når de underskriver et dokument digitalt. Med telefonen i hånden og adgang gennem MitID tager det ikke mange sekunder, fra informationen er indtastet og godkendt, til man kan komme videre med sin dag.
Udviklingen er gået stærkt, og det er ikke mange år siden, man troligt støvede printeren af for derefter at erkende, at blækpatronen var indtørret. I dag ser landskabet anderledes ud, og særligt det offentlige har taget syvmileskridt på det digitale område, hvilket gør Danmark til en global frontløber.
I Penneo specialiserer vi os i digitale underskrifter, og vi arbejder dagligt for en hverdag uden fysiske underskrifter, og heldigvis er vi godt på vej.
Faktisk er der kun én bastion tilbage – nemlig de danske skifteretter. Til de derude, der har undgået kontakt med en skifteret, er det der, hvor pengebeløb skifter hænder uden at blive købt. Det ses typisk i forbindelse med dødsfald, skilsmisser eller virksomhedskonkurser.
Så hvorfor fortsætter skifteretterne med at befinde sig i det 20. århundrede, mens resten af det offentlige system er rykket videre? Umiddelbart er der tale om et administrativt skøn med afsæt i usikkerhed omkring persondata og verificering af underskriver. Eller måske er der tale om manglende erfaring?
Skifteretternes tolkning står i hvert fald i skærende kontrast til alle andre offentlige instanser i landet, hvor sikkerhedsspørgsmålet ikke lader til at være et problem. Selv på EU-plan vinder idéen om digitale signaturer frem.
Derfor er det tid til at tage det endelige opgør med forestillingen om, at en fysisk underskrift er mere sikker end en elektronisk.
I takt med at den elektroniske verificering i form af MitID eller NemID i dag er så udpræget blandt danskerne, er den digitale signatur markant nemmere for alle parter – uden at gå på kompromis med sikkerheden.
Hvis skifteretterne vælger at rykke med, kan vi derfor endegyldigt vinke farvel til den fysiske signatur.
