Danmarks Nationalbank hævede i sidste uge renten med 0,25 procentpoint. Renteforhøjelsen er den syvende siden juli sidste år, og den pengepolitiske styrerente er nu forøget med hele 3,45 procentpoint.
Nationalbanken var ikke alene om at sætte renten op. I sidste uge hævede også Norges Bank, Reserve Bank of Australia, Federal Reserve i USA samt ikke mindst Den Europæiske Centralbank (ECB) alle renten med 0,25 procentpoint. Ugen forinden havde Sveriges Riksbank hævet renten med 0,5 procentpoint, og i denne uge forventes Bank of England ligeledes at sætte renten op.
Som bekendt følger Nationalbankens renteændringer i store træk, hvad ECB gør, så for at forstå udsigterne for de danske renter, må man følge med her. De seneste 10 måneder har ECB hævet renten med i alt 3,75 procentpoint, hvilket gør denne rentestigningscyklus til den mest aggressive i ECB’s historie og på niveau med den tyske Bundesbanks vildeste rentestigninger i 1970’erne og 80’erne.
“Spørger man ECB’s præsident Lagarde, så må vi indstille os på yderligere rentestigninger i de kommende måneder. I ECB’s vurdering vil inflationen være “for høj i for lang tid”, og Lagarde gjorde det derfor meget klart på pressemødet i torsdags, at “vi skal bevæge os længere”, og “vi pauser ikke”.Vi ved dog med sikkerhed, at der i de kommende år skal investeres massivt i energiomstilling og forsvar, næsten uanset hvor man retter blikket hen
Goldman Sachs forventer derfor, at renten hæves med 0,25 procentpoint ved møderne i både juni og juli til en rente på 3,75 pct., og vi må antage at Nationalbanken følger trop.
Renten er ikke centralbankernes eneste pengepolitiske værktøj, og man er samtidigt med rentestigningerne i færd med at trække betydelige mængder af likviditet ud af markederne i både USA og Europa. Specifikt nedbringer ECB sit APP-program (asset purchase programme), og man er ligeledes i færd med at trække de lange TLTRO reposer ud af banksystemet.
Denne knibtangsmanøvre kan mærkes hos bankerne, der netop nu strammer betingelserne for udlån ganske betragteligt. I Nationalbankens egen undersøgelse af kreditvilkårene beretter man om den mest markante negative udvikling siden 2008.
Populært sagt så betyder det, at ikke alene bliver penge dyrere at låne (renten), der bliver også færre af dem. Og set med centralbankernes øjne, så er det selvfølgelig en del af planen.
Mange låntagere fra finansministre til boligejere håber på en tilbagevenden til perioden med negative renter. Vi ved dog med sikkerhed, at der i de kommende år skal investeres massivt i energiomstilling og forsvar, næsten uanset hvor man retter blikket hen. Det er investeringer, der er “tunge” i form af efterspørgslen efter kapital, råvarer og arbejdskraft.
Dette peger mod et robust arbejdsmarked, en inflation, der nok ikke falder så meget, som centralbankerne ønsker sig, og en stadig højere (real) rente. Den demografiske udvikling med relativt færre i arbejdsstyrken og en vis reversering af globaliseringens disinflationære kræfter peger samme vej.
