Danske Bank har netop lanceret en ny tilgang til fossile brændsler. Fremadrettet vil bankens kapitalforvaltning og Danica Pension ekskludere fossile selskaber fra investeringsuniverset, hvis selskaberne i strid med det International Energiagenturs 1,5-graderscenarie udvider sin fossile produktion.
Det fremgår af bankens nye fossile politik og et tilhørende rammeværk for investeringer, der må siges at være både metodisk stringent og ambitiøst.
“Nordea må se sig overhalet i det grønne kapløb
Med sin nye politik kan Danske Bank bryste sig af at være en af de største kapitalforvaltere i verden med solide eksklusionskriterier på fossil ekspansion. Samtidig er banken blandt blot en håndfuld store banker på verdensplan, der udelukker lån og refinansiering af selskaber, der bygger nye olie- og gasfelter. Samlet set gør det Danske Bank til en global grøn frontløber.
Anderledes ser det ud hos konkurrenten Nordea. Trods tidens udvikling og klimavidenskabens advarsler fortsætter Nordea både sine lån og investeringer i fossile selskaber, der jagter ny olie og gas. Derfor må Nordea se sig overhalet i det grønne kapløb. Danske Bank er ikke den eneste, som giver Nordea baghjul. De tre svenske storbanker, SEB, Swedbank og Handelsbanken har allerede udelukket de fleste fossile investeringer, og Handelsbanken og Swedbank har også lukket kassen i for fossile udlån.
Det samme gælder Nykredit, der i 2023 besluttede at udelukke fossile selskaber fra lånebogen og som hovedregel frasælge investeringer i fossile ekspansionsselskaber. Danske Banks nye politik må dog også give anledning til selvransagelse i Nykredit. For hvor Danske Bank ganske vist har ladet et vindue stå på klem i sin nye investeringspolitik, som det er lykkedes BP og ENI at klemme sig igennem, så har Nykredit til sammenligning ladet vinduet stå på vid gab.
Alligevel er Nykredits fossile politik stærkere end Nordeas, der slet ikke adresserer fossil ekspansion i sin investerings- og lånepolitik. Det tegner alt i alt et billede af Nordea som en bank, der har tabt grønt terræn, og som meget vel kan blive nordens sorte får, hvis ikke den hurtigt får strammet op.