Stemningen har formentlig været optimistisk på onsdags-morgenmøderne med Xi Jinping og Vladimir Putin for bordenden. Det er et godt gæt, at deres vigtigste konklusion på resultatet af det amerikanske valg næppe handler om hverken Biden eller Trump. Som strategiske rivaler til Vestens styreform vil de hæfte sig ved USA’s systemkrise.
“Håbet om et politisk projekt, der kan samle en nation under hastig demografisk og økonomisk forandring, fortaber sig
De vil stille skarpt på udsigten til potentielt ødelæggende splittelse i verdens mægtigste stat. Det svækker muligheden for partnerskab. Men åbner for fristelser til at rykke de geostrategiske skakbrikker endnu længere frem på brættet end hidtil.
I Danmark er perspektivet omvendt. Mange af os har af gode grunde store følelser på spil, når USA går til valg. Vores skæbne har siden Anden Verdenskrig været flettet tæt sammen med amerikanernes. Derfor har de fleste herhjemme heppet på Biden som en kandidat, der lå langt tættere på vores værdier end Trump.
Nøgterne røster blandt Trumps amerikanske kritikere har imidlertid frygtet den nuværende situation endnu mere end hans genvalg. Vi bør gøre det samme. Et langstrakt forløb med en mudret afgørelse kan udløse en alvorlig politisk krise, som truer USA langt mere end de beslutninger, Trump har truffet som præsident. Efter rekordhøj valgdeltagelse er risikoen, at halvdelen af den amerikanske befolkning mister den sidste rest af tiltro til deres eget politiske system.
Donald Trumps trusler om at afbryde stemmeoptællingen og sikre sig sejren via Højesteret er med rette blevet fordømt som udemokratisk. Men landets problemer stikker langt dybere. Det er kløvet midtover. En klar afgørelse kunne måske have skabt grundlag for samling. Den bitre strid om det tætte resultat hælder benzin på splittelsesbålet.
Både som vinder og taber vil Trump have bevist, at hans projekt har langt bredere tilslutning, end meningsmålinger og meningsmagere havde spået. Mange amerikanere bad om mere af det samme efter at have lært Trump rigtigt at kende. Efter fire år i rollen som verdens eksponerede og latterliggjorte politiker.
Det vil give både Trump selv og hans tilgang vind i sejlene. På samme måde er Joe Bidens svaghed åbenlys uanset udfaldet. Han fremstod hele vejen igennem skrøbelig. Som et sidste værn mod, at det demokratiske parti udvikler sig som et spejlbillede på trumpismen. Med venstrepopulisme som et problematisk svar på højrepopulisme.
Biden var bare aldrig stærk nok til at stille sig på midten. Han sluttede fred med sit partis yderfløj med forslag om skattestigninger for godt 2 trillioner over ti år. I et land, hvor skattestigninger har samme negative symbolkraft som velfærdsnedskæringer herhjemme. Nu følger utvivlsomt krav om et ultimativt opgør med lunkne kompromisser.
Ligesom republikanernes Tea Party-bevægelse banede vejen for Trump og gradvist fortrængte moderate mennesker og tanker fra det republikanske parti, vil venstrefløjen prøve at sætte sig på det demokratiske parti. De vil hævde, at kun kandidater som Bernie Sanders og “AOC” – Alexandria Ocasio-Cortez – kan fungere fremover. Dermed har USA udsigt til endnu hårdere politiske konfrontationer. Mens håbet om et politisk projekt, der kan samle en nation under hastig demografisk og økonomisk forandring, fortaber sig. Det er valgets triste tale – allerede før vinderen er fundet.
