ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Dette er et debatindlæg skrevet af en eller flere eksterne skribenter. Indlægget afspejler en personlig holdning. Forslag til debatindlæg kan sendes til Børsen Opinion: opinion@borsen.dk

Kommentar | Birthe Larsen: Arbejdsløshedstallet fra anden coronabølge ser fornuftige ud

"Anden bølge har således mildere effekt på økonomien. Mange af de strukturelle ændringer, som en pandemi skaber er effektueret," skriver Birthe Larsen, lektor, Økonomisk Institut, CBS. Arkivfoto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
"Anden bølge har således mildere effekt på økonomien. Mange af de strukturelle ændringer, som en pandemi skaber er effektueret," skriver Birthe Larsen, lektor, Økonomisk Institut, CBS. Arkivfoto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Badehotellets ottende sæson handler, som alle de øvrige sæsoner, om små intriger og primært velhavernes genvordigheder. Alt smukt iscenesat langs den jyske vestkyst. Og så handler serien om besættelse og krig. Der er ting, man ikke kan købe. Der er ting, man ikke må. Men under besættelsen dukker nye gesjæfter op. Mennesket er omstillingsparat.

Lysere tider skimtes.

Og dog. Smittetallene stiger i nogle omkringliggende lande. Den tredje bølge er på vej. Hvor mange når vi at vaccinere, før den rammer Danmark?

Nedlukningen under den første coronabølge medførte en stigning i antal registrerede arbejdsløse personer fra ca. 100.000 i februar til knap 160.000 i maj. Det svarer til en ledighedsprocent på 5,5 ved udgangen af den første bølge. Den nuværende nedlukning har derimod kun betydet en stigning i ledighed til 4,4 pct., som opgjort i januar 2021.

Begrundelsen kunne være, at en større andel af virksomheder denne gang ville søge om hjælpepakker. Men det tyder ikke på, at det er tilfældet. For eksempel er signifikant færre personer på lønkompensation.

Hvor der i slutningen af maj 2020, dvs. i uge 22, var 244.000 personer på lønkompensationsordning, drejer det sig kun om lidt under 36.000 i slutningen af januar 2021. En mulig forklaring er, at i løbet af det år, som pandemien nu har varet, er der allerede sket en omstilling.

Anden bølge har således mildere effekt på økonomien. Mange af de strukturelle ændringer, som en pandemi skaber, er effektueret. Den første bølge lagde for eksempel flysektoren ned. At ledigheden var faldende frem til og med december 2020 indikerer, at en del af de job, som faldt under første bølge, er skabt i en anden opblomstrende del af økonomien.

Og hvor finanskrisen især ramte mændenes ledighed, har denne krise skånet byggebranchen, og kvinderne har i januar 2021 en større ledighedsrate med 4,6 pct. mod mændenes 4,3 pct. Som under Anden Verdenskrig vil der være job, som forsvinder igen med udgangen af undtagelsestilstanden. De talrige podere vil forhåbentlig ikke skulle bruges på den anden side af sommeren.

Men det handler ikke kun om nye job. Det er også afgørende, hvordan eksisterende job kan udføres. Det har betydning hvor mange job, som kan foretages bag skrivebordet derhjemme, samt hvor direkte nedlukningen rammer. Disse to faktorer er sandsynligvis justeret efter første bølge.

En vigtig faktor at være opmærksom på er dog stigningen i andelen af langtidsledige, dvs. de personer, som har været ledige i mindst et år. Den gruppe steg kraftigt under finanskrisen fra 0,5 pct. af arbejdsstyrken til 1,5 pct. i 2011.

Vi ser allerede i 2020 en tendens til stigning. Disse personer har ofte svært ved at finde et job. Blandt andet fordi de kan miste færdigheder, mens de går ledige, eller at de ikke er helt up-to-date med den nyeste teknologi. Det medfører mere optræning ved ansættelse.

Alt i alt ser de generelle arbejdsløshedstal fornuftige ud. Lysere tider skimtes. Og dog. Smittetallene stiger i nogle omkringliggende lande. Den tredje bølge er på vej. Hvor mange når vi at vaccinere, før den rammer Danmark?


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis