Coronakrisen har ramt dansk økonomi med stor styrke og fart. På blot halvanden måned fik vi et dyk i den økonomiske aktivitet målt ved antallet af arbejdstimer, som overstiger de to værste år i finanskrisen, viser en ny undersøgelse fra Dansk Industri.
Den ekstreme økonomiske krise har retfærdiggjort usædvanlige politiske modsvar. Samlet er der implementeret coronahjælpepakker for et trecifret milliardbeløb. Hjælpepakkerne sikrer, at vi står godt rustet til fremtidig vækst.
Selv i de mest ekstreme økonomiske kriser er det dog afgørende, at man ikke fundamentalt svækker de økonomiske strukturer i forsøget på at milde en konjunkturel krise.
Når vi har råd til at reagere på krisen med stor styrke, skyldes det, at vi har styr på de økonomiske strukturer. Takket være reformer og finanspolitisk ansvarlighed gik vi ind i coronakrisen med rekordhøj beskæftigelse, overskud på betalingsbalancen og solide offentlige finanser.
Men står det til fagbevægelsen, bør vi her i krisen sætte dagpengene betragteligt op. FH anbefaler, at den maksimale dagpengesats sættes op fra 19.000 kr. om måneden til 25.000 kr. Det lyder umiddelbart tillokkende. Det vil styrke efterspørgslen, og den aktuelt stigende ledighed skyldes jo ikke manglende incitamenter.
Der er imidlertid stærke argumenter for ikke at gå ned ad den vej. En højere dagpengesats vil betyde, at ledige mister incitamentet til at søge lavtlønsjob. Men der er brug for, at ledige aktivt søger de job, der er. Selvom krisen er hård, lægges der trods alt over 15.000 nye jobannoncer på nettet hver måned, og efter genåbningen af store del af dansk økonomi peger pilen op. En del af de opslåede stillinger er job med lav løn. Men hvis man er blevet fyret fra et job med en løn, der retfærdiggør de maksimale dagpenge på 25.000 kr. om måneden, vil man næppe søge et job til en løn, der er lavere end det. Det er ikke hensigtsmæssigt.
FH’s forslag er tænkt til at være midlertidigt. Men det bider sig hurtigt fast. Ledigheden risikerer over det kommende år at nå et godt stykke op over 200.000 personer. I den periode vil dagpengene skulle være højere end normalt – men hvornår tør nogen sænke satserne igen? Der vil næppe være politisk mod til at reducere dagpengesatsen om halvandet år, hvor ledigheden måske er faldet til 150.000 personer. Ledigheden vil jo fortsat være højere, end inden corona ramte. I realiteten ender det med at blive en vej til permanent højere dagpenge, det vil ramme arbejdsudbud og vækst på sigt.
Tilsvarende gælder hvis man gennemfører engangsoverførsler til lavindkomstgrupper i erkendelse af, at deres forbrugstilbøjelighed er høj. Det lyder fornuftigt at stimulere ad den vej – men man skaber derved præcedens for ekstra overførsler i krisetid. For hvornår er der en krise, der ikke kræver særlige tiltag? Finanskrisen fremhævede alle som særlig, og det samme var krisen i starten af 1990’erne. Så i praksis mindskes incitamenterne til at arbejde, og man straffer dermed dem, som yder en ekstra indsats.
Det er ikke vejen frem. Lad os i stedet gennemføre initialt underfinansierede strukturreformer – gerne med grønt fokus. I tillæg hertil kan man passende udbetale danskernes indefrosne feriepenge. Det vil ikke forvride de økonomiske strukturer med permanente negative struktureffekter til følge.
