Byggebranchen har i de seneste år gennemgået en markant transformation, hvor fokus på bæredygtighed og klimavenlige løsninger er blevet stadig mere udtalt. Vi taler om CO2-aftryk, energiforbrug og materialevalg, og det er uden tvivl nødvendige skridt på vejen mod et mere ansvarligt og fremtidssikret byggeri.
Men i denne bestræbelse på at skabe bygninger med et mindre klimaaftryk, risikerer vi at overse en afgørende del af den grønne omstilling: biodiversiteten og de store arealer, vi lægger beslag på i forbindelse med udvinding og udvikling af byggematerialer.
Når vi vurderer, i hvor høj grad et projekt klimabelaster, anvender vi såkaldte LCA-beregningsmetoder, hvor CO₂-aftrykket ofte bruges som målestokken. En vigtig indikator, men den kan ikke stå alene, hvis vi ønsker indsigt i, hvor det reelle aftryk i et projekt er.
I lovgivningen har der siden 2023 været indført grænseværdier for, hvor stor en klimabelastning det enkelte projekt må bidrage med. Grænseværdier, der pr. 1. juli i år er strammet yderligere.
Det kan være oplagt at vælge materiale såsom træ, hamp, og andre biobaserede byggematerialer, frem for mere traditionelle løsninger som stål, som har et højere indlejret CO2-aftryk.
Selv projekter med lavt klimaaftryk på papiret kan have alvorlige, skjulte konsekvenser for naturen
Det, som ofte bliver overset i denne fase af projekter og beslutninger, er, hvilke konsekvenser disse valg har for udvindingsarealets økosystemer. Når vi fjerner materialer fra økosystemer, vil det ændre sig, og vi risikerer at fortrænge unikke planter, svampe og dyr, da livsgrundlaget bliver fjernet.
Bæredygtighedens blinde vinkel
Et mere klimavenligt byggeri er derfor ikke nødvendigvis biodiversitetsvenligt. Det er muligt at opføre en bygning med lavt CO2-aftryk, som alligevel fragmenterer landskaber, fjerner levesteder og udrydder sjældne arter.
Indtil nu har en stor del af debatten om biodiversitet i byggeriet handlet om at optimere biodiversiteten på de arealer, vi allerede har udlagt til by og infrastruktur. Dette er også en vigtig faktor, for når vi omlægger et areal til et parcelhuskvarter, vil det have store omkostninger for den lokale natur og det liv, der findes lige der.
Vi mister et stykke af det puslespil, der udgør det lokale og regionale netværk af levesteder for alt fra insekter til fugle og små pattedyr. Men omkostningerne strækker sig langt længere ud i landskabet til steder, man ikke nødvendigvis ser, og dermed bliver omkostningerne for byggeriet usynlige. Vi lægger så at sige beslag på et meget større areal, end man kan se med det blotte øje.
Usynligt arealaftryk
En ny tilgang til et mere bæredygtigt byggeri kræver, at vi tænker i helheder. Vi skal se på byggeprojekters samlede arealaftryk – både de direkte og de indirekte konsekvenser.
Det betyder, at indledende konsekvensanalyser skal favne bredt: Hvordan påvirkes økologiske forbindelser? Både på matriklen og ude i verden. Hvad sker der med hydrologi, vandkvalitet, jord og artsdiversitet, når vi henter materialerne op af jorden, og hvordan vælger vi de bedste alternativer for materialer?
Vi lægger så at sige beslag på et meget større areal, end man kan se med det blotte øje
Derfor må vi gentænke værdikæden – fra råstofudvinding til bygningens endelige livscyklus – og anerkende, at selv projekter med lavt klimaaftryk på papiret kan have alvorlige, skjulte konsekvenser for naturen. Det er først, når vi betragter klima- og biodiversitetspåvirkninger samlet og på tværs af værdikæden, at vi virkelig kan forstå byggeriets fulde aftryk og arbejde målrettet mod helhedsorienterede løsninger.
Der skal tænkes langsigtet. Hvis vi i dag vælger at opføre bygninger, som ødelægger noget vigtig og sårbar natur, kan det tage årtier eller århundreder at genetablere de økosystemer, vi har fjernet. Derfor må vi begynde at se byggeriet som en integreret del af det omgivende landskab, både lokalt og globalt, og ikke som en isoleret enhed, der kun optimeres for lavt klimaaftryk.
Helhedsorienteret byggeri
At integrere biodiversitetsmål i byggeriet er ikke uden udfordringer. Ofte mangler der incitamenter i lovgivningen, og økonomiske hensyn vejer tungt ved valg af placering og design. Men flere kommuner og bygherrer har allerede vist, at det kan lade sig gøre at bygge og samtidig fremme lokale naturværdier.
Certificeringsordninger som Svanemærket, DGNB og BREEAM er begyndt at inddrage biodiversitet og arealanvendelse i deres vurderingskriterier, men der er behov for at udvikle endnu mere helhedsorienterede metoder, der tager højde for de mange facetter af de påvirkninger af økosystemer, der forekommer i en byggeproces, især dem, der ligger længere væk i værdikæden.
Selvom det ikke nødvendigvis er lige til, er det vigtigt, hvis vi for alvor skal sætte skub i en mere ansvarlig byggebranche.
