For et par uger siden så jeg en artikel fra Nationalbanken, der handlede om, hvordan global opvarmning og stigende vandstand måske kunne påvirke ejendomsværdierne om 80 år, og hvad det kunne betyde for sikkerheden for bankernes lånebog.
Problemet med den diskussion er, at der ikke er et nuværende realkreditlån, der ikke er udløbet, inden det formentlig kunne blive et reelt problem. Samtidig har vi lige fået den største stigning i renterne i en generation, og det danske boligmarkedet er på vej ind i en nedtur, der kan blive både grim og lang. En nedtur, der helt grundlæggende skyldes, at centralbankerne – ECB og Federal Reserve – ikke har været i stand til at løse deres kerneopgave: at sikre stabil, lav inflation.
Det er helt oplagt, at centralbankerne må tage en væsentlig del af skylden både for forbrugs- og boligfesten i 2020 og 2021 og dermed også for den nedtur, de nu selv er nødt til at udløse for at stabilisere inflationen igen. Centralbankerne er dermed selv den største trussel mod finansiel stabilitet.
“Det er samtidigt også helt oplagt, at centralbankerne – inklusiv Nationalbanken – har brugt en del tid på at lave “mission creep” i de seneste 10 år. De skulle bidrage til grøn omstilling, klima, esg, regulering osv. De skulle sikre, at en tydeligt halvfærdig ØMU ikke faldt fra hinanden i ECBs tilfælde. Samtidig med at de nu fejler i forhold til den eneste opgave, de egentlig har haft.Det truer ultimativt centralbankernes selvstændighed og risikerer at politisere centralbankernes kerneopgave: Lav og stabil inflation
Derfor var det forfriskende at høre Federal Reserves direktør Jay Powell klart sige fra i Stockholm i sidste uge på endnu en “centralbanker taler om klima”-konference. Powell tydeliggjorde, at centralbanker ikke alene er de rigtige institutioner til at håndtere miljø- eller klimaudfordringer. Centralbankerne løber ifølge Powell decideret en risiko, hvis de træder ud over deres kerneopgaver. Det gør dem til spillere i politiske kampe, hvor centralbankfolk – der ikke er på valg – ikke har noget at gøre.
Det truer ultimativt centralbankernes selvstændighed og risikerer at politisere centralbankernes kerneopgave: Lav og stabil inflation. Hvis centralbankerne begynder at blande sig i fordelingspolitik, har vi ikke selvstændige centralbanker om 10 år.
Jeg kunne videre tilføje: Hvis man har en institution, der har en klar kerneopgave, og som så tydeligt ikke er i stand til at løse den tilfredsstillende, skulle den institution så ikke bruge flere ressourcer og mere energi på at løse den bedre?
Nationalbanken kan selvfølgelig gemme sig bag fastkurspolitikken. De kan pege på ECB og sige: “Vi følger bare dem”. Men er det godt nok?
I det mindste skylder Nationalbanken og danske politikere at fokusere på, hvordan Danmark kunne gøre det bedre under de rammebetingelser, der kommer udefra. Herunder især hvordan vi kan gøre dansk økonomi mere fleksibel og øge produktiviteten. Og nej, afskaffelsen af en helligdag er ikke en varig eller meningsfuld måde at forbedre dansk økonomi på. Det er snarere et symbol på, hvor pinagtigt idéforladt, bureaukratisk og detailregulerende Folketinget er blevet.
