Centralbankerne har alle dage været vigtige, men der har bestemt været tider, hvor de ikke spillede nær så stor en rolle, som de har gjort siden 2008 og frem til i dag. Og deres betydning kan ikke siges at være aftagende. Tværtimod vil vi igen i 2023 se centralbankerne sidde med nøglen til, hvordan året kommer til at udspille sig.
Siden finanskrisen har centralbankernes lempelige pengepolitik med støtteopkøb og lave renter spillet en hovedrolle i de massive positive aktieafkast, der generelt er blevet skabt i de finansielle markeder. Blot med modsat fortegn gjaldt det samme for 2022, hvor inflationen tvang centralbankerne til historiske stramninger.
Det resulterede i et historisk år, da renteudviklingen sendte både aktie- og obligationskurser i gulvet. Det er en uhyre sjælden kombination, at et år byder på negative afkast for både aktier og obligationer.
Ligesom det hovedsageligt var centralbankernes fortjeneste, at vi i marts 2020 så hurtigt genvandt fatningen i de finansielle markeder efter en måned med massive tab, spillede centralbankerne igen hovedrollerne på de finansielle markeder sidste år. Her var det i høj grad renteforhøjelserne, der slog stemningen an og sørgede for den generelt negative stemning i 2022, der kun blev afbrudt af nogle få positive måneder.
Vi kommer til at se noget af det samme i 2023, hvor centralbankerne igen vil være i fokus – præcis derfor er det så svært at forudsige, om vi får et positivt eller negativt investeringsår. Kun centralbankerne selv kender deres arbejdsformel, og man skal heller ikke udelukke politikfejl fra centralbankernes side. Det har vi set før.
Et ikke helt utænkeligt scenarie er nemlig, at centralbankerne med deres renteforhøjelser risikerer at kvæle økonomien og gøre den økonomiske krise endnu værre, end den behøver at være. Her skal man huske, at centralbankerne er sat i verden for at styre efter et inflationsmål på omkring 2 pct.
Året er indtil videre lagt fint fra land, men i sidste ende handler det i vid udstrækning om, hvor højt centralbankerne vil hæve renterne for at få bugt med inflationen. Fortsætter de strammerkursen, vil det sætte sig i markederne lidt a la 2022, men næppe i samme omfang. Begynder de at bremse op, vil vi høre et voldsomt lettelsens suk blandt investorerne. Særligt hvis inflationen ligeledes ebber ud.
Arthas forventning er, at vi vil se flere renteforhøjelser i 2023, men ikke i samme omfang som i 2022. Både tempoet og størrelsen på renteforhøjelserne vil efter alt at dømme blive sat yderligere ned i forhold til 2022 i tråd med de pengepolitiske beslutninger fra ECB og Fed i december.
Hvor vi, før inflationen og renteforhøjelserne satte ind, var vant til, at positive nøgletal var godt nyt for markederne, har vi det seneste års tid oplevet det modsatte. Det er lidt et paradoksalt syn, at vækstraterne med de finansielle markeders øjne ikke må være for høje, og arbejdsløshedstallene for lave, men det har en naturlig forklaring: centralbankerne.
Tolkningen i markedet har i den forgangne periode været, at umiddelbart positive nyheder af centralbankerne bliver tolket, som om at flere renteforhøjelser er nødvendige for at dæmme op for inflationen. Logikken fungerer også den anden vej, så når væksten er lavere end ventet, arbejdsløsheden højere, eller detailsalget lander lavere, så bliver en umiddelbar negativ nyhed modtaget positivt.
I takt med at vi bevæger os ind i den forventede recession, kan vi dog sagtens komme til at se, at negative nøgletal igen vil blive tolket negativt. Den helt slemme cocktail er, hvis inflationen holder sig for høj, så centralbankerne fortsætter med renteforhøjelser, og vi samtidig ser den økonomiske aktivitet banke ned i et alt for voldsomt tempo. Så har vi den hårde landing, som vi håbede at undgå.
Det er med andre ord en delikat nålestiksmission, centralbankerne har bevæget sig ud i. På lange stræk selvforskyldt, da det ikke er meget mere end et år siden, at det højt og flot lød, at der ikke var nogen grund til at hæve renterne lige foreløbig – på trods af inflationen allerede da havde vist sit grimme ansigt.
Hvis vi skal kunne notere mission accomplished ud for centralbankernes 2023, når året er omme, skal vi til den tid kunne se tilbage på et år med blød landing uden hård recession, dvs. inflationen er holdt i ave og har nærmet sig målet på 2 pct. og uden rentestigninger i et omfang a la 2022.
Her kommer politikerne ind i billedet. De skal nemlig også hjælpe til – de skal sidde mere på hænderne end vanligt og undgå at poste alt for mange penge ud til inflationsforstærkende hjælpepakker.
