ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Dette er en kronik skrevet af en eller flere eksterne skribenter. Kroniken afspejler en personlig holdning. Forslag til kronikker kan sendes til Børsen Opinion: opinion@borsen.dk

“Byggeriets grønne omstilling går i stå med et byggestop”

“Befolkningsfremskrivninger viser, at København alene vil mangle over 15.000 boliger i 2030. Bjørkskovs og Gotthardsens sociale retfærdighed bliver i det lys noget statisk,” skriver Rasmus Brandt Lassen.
“Befolkningsfremskrivninger viser, at København alene vil mangle over 15.000 boliger i 2030. Bjørkskovs og Gotthardsens sociale retfærdighed bliver i det lys noget statisk,” skriver Rasmus Brandt Lassen. Arkivfoto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Det er sjældent, at man i de brede medier ser en så passioneret kritik af den samfundsmodel, der har givet os penicillinen, computeren og glødepæren, som det, Kasper Benjamin Reimer Bjørkskov og Tanja Gotthardsen her leverer. 

Det er forfriskende, at nogen tør udfordre grænserne og insistere på at gentænke vores måde at udvikle samfundet på – det har vi brug for. Men vi må også sikre, at elastikken ikke springer, når idealerne skal omsættes til virkelighed.

Skribenterne anklager Dansk Industri for at “svigte erhvervslivet” og for at være fanget i en “kortsigtet vækstlogik”. Men lad os være ærlige: Der mangler stadig svar på, hvordan forfatterne forestiller sig, at deres såkaldte “strukturelle transformation” realistisk skal finansieres uden den økonomiske vækst, de samtidig tager afstand fra.

De afviser DI’s analyse af konsekvenserne ved et byggestop med en påstand om, at “vi har bygget nok”. Nok for hvem? For dem, der allerede ejer noget?

Social retfærdighed

Boligpriserne i de større byer er stukket af. I København er kvadratmeterprisen i dag over 55.000 kr., og priserne er mere end fordoblet på ti år. Det er tæt på umuligt for førstegangskøbere med almindelige indkomster at finde en bolig i byen. Samme mønster ses i andre store byer.

Befolkningsfremskrivninger viser, at København alene vil mangle over 15.000 boliger i 2030. Det er altså boliger, som skulle være i gang med at blive planlagt nu. 

Et byggestop er ikke løsningen. Det er symbolpolitik forklædt som klimavenlig systemkritik

Bjørkskovs og Gotthardsens sociale retfærdighed bliver i det lys noget statisk: Vi skal bevare den eksisterende boligmasse og håbe, at dem, der står udenfor, kan renovere sig ind i fællesskabet. 

På den måde risikerer et byggestop at forværre skellet mellem dem, der er inde på markedet, og dem, der ikke er. Det vil betyde, at de store byer i endnu højere grad bliver forbeholdt en privilegeret klasse, der kom ind på boligmarkedet i tide.

Symbolpolitik eller systemkritik?

Jeg forstår udmærket, at skribenterne bekymrer sig for klimaets tipping point. Det gør jeg også selv. Men det er bare ikke et argument for at tippe samfundets økonomiske stabilitet og sammenhængskraft ud over kanten. 

For gør vi det, de foreslår – stopper byggeriet, begrænser væksten, smider markedslogikken ud – så er det ikke kun erhvervslivet, der lider. Det er mureren, tømreren, arkitekten, boligsøgende unge og den grønne iværksætter med en forretningsidé, der kræver fysisk plads.

Så ja, Dansk Industris analyse hviler på vækst som en forudsætning. Det gør samfundets velfærd og den grønne omstilling også. Udfordringen er ikke væksten i sig selv, men at vi sammen flytter vores branche igennem den grønne omstilling. 

Desuden har vi i vores analyse af et byggestop været nød til at antage, at et byggestop betyder et byggestop. 

Det er klart, at hvis dem, der har fået idéen, ikke mener det alligevel og vil undtage en lang række byggerier, så vil den samfundsøkonomiske skadevirkning og klimaeffekten blive tilsvarende mindre.

Det centrale er, at vi i tæt samarbejde med byggevirksomheder, rådgivere, materialeproducenter, bygherrer, myndigheder og mange flere fremmer CO2-neutralt byggeri, biodiversitet, cirkulær økonomi, energieffektivisering og grønne teknologier.

Den udvikling går i stå, hvis man sender byggeriet hjem på en tænker med et byggestop.

Et byggestop er ikke løsningen. Det er symbolpolitik forklædt som klimavenlig systemkritik. Vi skal turde tænke nyt, men vi skal også tage ansvar for helheden.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis