ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Dette er et debatindlæg skrevet af en eller flere eksterne skribenter. Indlægget afspejler en personlig holdning. Forslag til debatindlæg kan sendes til Børsen Opinion: opinion@borsen.dk

Debat | Den private og offentlige sektor skriger på arbejdskraft, men bureaukratisk bøvl hæmmer udenlandske medarbejdere i at træde til

Vi skal se i øjnene, at vi har brug for flere udenlandske medarbejdere, mener Helle Reedtz-Thott. 
Arkivfoto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
Vi skal se i øjnene, at vi har brug for flere udenlandske medarbejdere, mener Helle Reedtz-Thott. Arkivfoto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix Ritzau Scanpix

Kampen om vælgernes gunst og pladserne i Folketinget er i fuld gang, og helt traditionelt er der rigtig meget fokus på, hvad politikkerne gerne vil bruge penge på, og hvilke formål der skal tilgodeses.

Imidlertid burde der være en helt anden indgangsvinkel til det politiske arbejde.

I flere år har en af de største udfordringer for vækst og indtjening til samfundet været mangel på arbejdskraft. Dagligt bliver vi præsenteret for historier om opgaver, som ikke kan løses – både i den private og i den offentlige sektor – fordi vi mangler arbejdskraft.

Vi er nødt til at se i øjnene, at vi har brug for flere udenlandske medarbejdere. Samtidig med, at vi skal effektivisere i den offentlige sektor og reformere arbejdsmarkedet, så arbejdsudbuddet øges. Ifølge Star ligger den forgæves rekrutteringsrate fortsat højt på 29 pct. I absolutte tal endte virksomhedernes rekrutteringsforsøg med, at stillingen i 72.500 tilfælde ikke blev besat, mens medarbejderen i 58.205 tilfælde ikke havde de ønskede kvalifikationer.

Tallene for antallet af arbejdstilladelser taler deres tydelige sprog

Nogle vil indvende, at den forventede forestående recession vil løse problemerne. Det er bare ikke tilfældet. Vismændene skønner, at 100.000 job vil forsvinde, men det er ikke det samme som 100.000 nye arbejdsløse. Dels vil mange ældre forlade arbejdsmarkedet i de kommende år, dels vil færre job betyde, at mange udlændinge forlader landet. Virkeligheden er, at både det private og det offentlige arbejdsmarked i dag og langsigtet mangler arbejdskraft.

Lad os få skabt mere enkle og fleksible regler for medarbejdere fra udlandet. Reglerne er komplicerede og tidskrævende for virksomhederne at håndtere – bureaukratiet er for tungt. Tallene for antallet af arbejdstilladelser taler deres tydelige sprog. Visse ordninger er så små, at de reelt ikke bidrager til løsningen af manglen på arbejdskraft. F.eks. bidrog positivlisterne for faglærte og personer med særlige kvalifikationer kun med 297 personer i 2021.

Derfor kære folketingskandidater. Husk, at når I fortæller vælgerne om jeres visioner og tanker for, hvordan vores samfund bør indrettes, er den basale forudsætning for det hele, at I sikrer, at grundlaget er i orden – at økonomien er til stede.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis