Gennem udnyttelse af bare halvdelen af havvinden i den danske del af Nordsøen vil vi kunne erstatte alle de fossile energikilder i Nordeuropa. Men det kræver, at vi har en offshore infrastruktur til at samle de mange søkabler og til produktionsfacilitet for brint. Vi har brug for energiøer.
Danmark har været på forkant med målsætninger og visioner i den grønne omstilling. Men det kræver et opgør med vanetænkningen – også når det gælder den statslige regnemaskine. Usikkerheder om udbygningstakter og tilbagebetalingstider har ledt til bekymring, og ambitioner om energiøer er derfor blevet udskudt og nedskaleret. Heldigvis for klimaet har dog både Tyskland og Belgien øjnet klimapotentialet og sat yderligere fart på deres planer.
Inspiration fra havneområdet kan dog vise vejen for danske energiøer. Her er “Build, Operate, Transfer” (BOT) en udbredt praksis og en af de direkte årsager til, at private aktører i mange år har spillet en vigtig rolle i udviklingen af den havneinfrastruktur, som understøtter en voksende verdenshandel. Med BOT-modellen kan en statslig ejer lade private aktører bygge (Build) og efterfølgende drive (Operate) et stykke havneinfrastruktur – som efter en fast defineret årrække tilbagekalder til den offentlige ejer (Transfer).
BOT-modellen kan lægges i udbud, så staten i stort omfang undgår at skulle blande sig i design og udførelse, at den nødvendige infrastruktur etableres professionelt og billigst muligt, at øerne bygges, så de dækker markedsaktørernes behov – hverken mere eller mindre – at de private aktører får et fornuftigt afkast på deres investering, og at risikoen i forbindelse med byggeri og drift bæres af private aktører.
Samtidig kan modellen sikre, at statens hovedinteresser dækkes ind, herunder især at infrastrukturen bliver etableret hurtigst muligt, at den understøtter en hastig grøn omstilling, og at infrastrukturen og især øerne – på den lange bane – ender med at være statens ejendom, og mange af de dybe panderynker på Slotsholmen således vil kunne stryges ud.
