ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Dette er et debatindlæg skrevet af en eller flere eksterne skribenter. Indlægget afspejler en personlig holdning. Forslag til debatindlæg kan sendes til Børsen Opinion: opinion@borsen.dk

Børsen mener: Donald Trump er symbolet på problemet

Præsident Donald Trump bliver et dyrt bekendtskab for Danmark. Vi lever af frihandel, vi trives med åbne grænser, vi satser grønt, vi putter os sikkerhedsmæssigt i skyggen af USA, og vi har brug for stabilitet i en urolig verden.

Med Trump får vi alt det modsatte. Måske får vi også noget nyt og positivt, men mere om det senere. Lige nu skriger flertallet af de amerikanske vælgere stop. De er imod eliten, imod regeringen, imod medierne og imod globaliseringen, som den har vist sig efter finanskrisen.

Donald Trump har lovet, at han vil gøre USA stort igen. Problemet er, at hans løfte bygger på en negativ og uigennemtænkt politisk strategi. USA er en frihandlens forkæmper. Sådan er amerikanske virksomheder blevet globale giganter. Hvis Trump indfører handelshindringer og mure, vil det stoppe den globalisering, som USA og Danmark er blevet velstående af.

"Hvis Trump indfører handelshindringer og mure, vil det stoppe den globalisering, som USA og Danmark er blevet velstående af"

Antiglobalisering er ikke abstrakt. Mærsk Line sender containere verden rundt. Danish Crown, Arla og andre fødevareselskaber handler globalt. Novo Nordisk og store dele af den danske medicinalindustri er afhængige af åbne markeder. Den grønne industri med Vestas, Danfoss og andre internationale giganter vokser på en international grøn bevidsthed. Listen er lang. Danske virksomheder handler direkte med USA, eller indirekte gennem Mexico eller Asien. Effekten af en lukning af USA for omverdenen vil blive markant.

Trump sætter frihandel på pause

Ofte glemmer vi herhjemme, at netop frihandel er det, der har gjort Danmark til et af verdens rigeste lande. Vi er en handelsnation, som har udviklet os i samklang med den amerikansk ledede globalisering. Den rejse vil stoppe eller blive sat på pause med Trump som præsident.

Brexit har i forvejen slået et hak i rejsen. Investeringer vil blive udsat. Aktiemarkederne vil forsøge at finde en vej. Bundlinjen vil utvivlsomt være, at den økonomiske vækst sættes ned i tempo.

Sikkerhedsmæssigt er udsigterne urovækkende. Donald Trump har sat spørgsmålstegn ved musketer-eden i Nato, hvor et angreb på et land, er et angreb på hele den vestlige forsvarsalliance. Hans krav om, at de europæiske lande bidrager mere til forsvaret er kun rimeligt. Er vi danskere klar til at bruge et tocifret milliardbeløb mere om året på forsvar?

"Vi er en handelsnation, som har udviklet os i samklang med den amerikansk ledede globalisering. Den rejse vil stoppe eller blive sat på pause med Trump som præsident"

Donald Trumps sejr er blevet hilst velkommen af Ruslands præsident, Vladimir Putin. Der er behov for en ny kurs over for Putin, som får Rusland indlemmet i det globale samarbejde igen. Men forhastede eller forkerte løsninger på kriserne omkring Ukraine og i Syrien kan opildne Putin til at true f.eks. de baltisk lande. Håndteringen af den slags kræver erfaring og tålmodighed. Donald Trump har i valgkampen optrådt ustabilt og følelsesmæssigt, og der har lydt advarsel på advarsel mod hans udenrigspolitiske kurs. Det tegner ikke godt.

Inden vi skriver fremtiden i sort, er det værd at notere de positive takter i Trumps valgsejr. Hillary Clinton havde været mere af det samme, Donald Trump er noget nyt. Der er utvivlsomt en folkelig uro ved de økonomiske og politiske kræfter, som underminerer grundlaget for mange menneskers liv. Hastigheden i omstillingen er høj, og mange mennesker har ikke gavn af den teknologiske udvikling. Den amerikanske middelklasse har mistet håbet om fremtiden de seneste årtier, og vi ser samme udvikling i Europa og Danmark.

Vi har pligt til at finde en vej

Donald Trumps valgsejr understreger, at der skal findes et svar. Lukning af grænser, stop for handel, splittelse og uro er ikke løsningen. Men Donald Trump sætter ord på en bevægelse, som ønsker, at arbejdende amerikanere skal have en bedre fremtid. Alle har et uforløst potentiale, som kan forløses, som Trump sagde i sin sejrstale. Kan Trump levere på det løfte, er det positivt. Det er også positivt, at han vil genetablere den amerikanske infrastruktur, som er i elendig forfatning.

"Alle har et uforløst potentiale, som kan forløses, som Trump sagde i sin sejrstale. Kan Trump levere på det løfte, er det positivt"

Globaliseringen skaber velstand. Flere skal have gavn af den udvikling, og ansvarlige politikere, erhvervsliv, medier og andre med indflydelse har en pligt til at finde en vej. Donald Trump er symbolet på problemet. Han har endnu ikke vist, at han har løsningen. Udfald mod andre og tom retorik er ikke løsningen. Derfor var det godt, at Donald Trump droppede den hadske retorik, da han takkede for sejren. Han lovede at samarbejde og arbejde for alle amerikanere.

Måske kan der komme noget godt ud af Trumps sejr. Det er svært at se lige nu, men lad os håbe og arbejde for det. 

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis