Det er ubetinget godt, at minkkommissionen i øjeblikket gransker sagen om minkaflivningerne. I sidste uge skulle statsministeren forklare, hvorfor de forseglede kuverter med nyt om, at det ikke var lykkedes politiet at gendanne slettede sms'er, først kunne åbnes dagen efter kommunalvalget. Det krævede, at “der blev afsat ordentlig tid”, lod hun forstå. Man kunne ønske, at samme omhu havde været til stede i regeringstoppen i november 2020, da koordinationsudvalget traf beslutningen om at aflive alle mink. Papirer blev ekspederet bare seks minutter før mødestart, og ifølge flere vidneudsagn konstaterede statsministeren da også, at deltagerne nok ikke havde nået at læse materialet.
Det kaotiske forløb er på ingen måde befordrende for befolkningens tillid til, at beslutninger træffes på et bare nogenlunde oplyst og velforberedt grundlag. Er meget gået galt med hastværk og kommunikationssvigt, må det desværre også konstateres, at oppositionens reaktioner er uhyggeligt velegnet til at skabe splittelse og mistillid. Endnu før kommissionen overhovedet er færdig, har svulstighederne, især på de sociale medier, stået i kø: