Danmark er så småt ved at gå på sommerferie, hvorfor der naturligt nok er lidt større afstand mellem de økonomiske nyheder. Men den forløbne uge har alligevel budt på to vigtige af slagsen – og lad mig sige med det samme, jeg er hverken fan af det systemiske risikoråds anbefalinger med hensyn til afdragsfrihed eller Folketingets nye infrastrukturplan.
Lad mig starte med det første – Det Systemiske Risikoråd anbefalede tirsdag i sidste uge, at reguleringen af realkreditmarkedet strammes, så kun boligejere med en belåningsværdi på under 60 pct. får adgang til afdragsfrie lån. Baggrunden er, at boligpriserne er steget kraftigt over det seneste år – og risikorådet mener, at man med deres forslag gør markedet mere robust, hvis udviklingen skulle vende.
Det sidste er der selvsagt ingen tvivl om. Hvis man betaler afdrag på en større del af ens gæld, så kan man bedre håndtere faldende boligpriser. Men ud fra den logik kunne man lige så vel argumentere for, at belåningsgraden højest måtte være 50 pct. – eller at afdragsfrihed helt burde afskaffes. Det indgreb, som risikorådet anbefaler rammer bredt.
Det rammer både sårbare og ikke-sårbare boligejere – og det rammer både fornuftig og ufornuftig brug af afdragsfrihed. Derudover forhindrer det lånekonverteringer for alle, der over de seneste år har taget lån med afdragsfrihed – altså med mindre, at boligejerne ønsker at skifte til lån med afdrag.
Når man kigger på boligmarkedet i øjeblikket, er der ingen tvivl om, at det er gået stærkt det seneste år. Men at boligpriserne er steget kraftigt, er ikke en systemisk risiko for den finansielle sektor, medmindre gælden følger med op. Det har den ikke gjort. Gældsvæksten har flugtet fint med indkomstudviklingen for landet som gennemsnit.
Der er dog områder, hvor gældsvæksten har været bekymrede høj, og der er også boligejere, som ikke har tilstrækkelig polstring, det bør adresseres, men anbefalingen fra Det Systemiske Risikoråd er at skyde med spredehagl. Man skal nok ramme nok, men man risikerer at gøre mere skade end gavn.
Risikorådets anbefaling hører i mine øjne hjemme i en helt anden kategori, end hvad de rådet selv indikerer. Risikorådet italesætter forslaget, som et forsøg på at dæmpe en eventuel aktuel boble, men i mine øjne er det et strukturelt indgreb ikke et konjunkturelt indgreb, der fokuserer på boligmarkedet her og nu.
Jeg mener så, at det er et uhensigtsmæssigt strukturelt indgreb i den foreslåede form, men det kunne give mening at tage det i brug, hvis man vurderede, at der var tale om en mere blivende uhensigtsmæssig finansieringsstruktur på boligmarkedet. Men så ville det efter min opfattelse skulle samtænkes med pensionssystemet. Gæld kan ikke ses uafhængigt af den finansielle formue.
For vi må ikke glemme, at vi har en meget betydelig finansiel formue i Danmark. En formue der snarere er for stor end for lille. Den finansielle formue skyldes primært vores meget betydelige tvangsopsparing i Danmark som konsekvens af arbejdsmarkedspensionerne.
Vi har også som samfund en så betydelig opsparing, at det kan siges at være en strukturel ubalance. Vi har gennem de seneste år haft et betalingsbalanceoverskud på 7-8 pct. af bnp – betalingsbalanceoverskuddet er pr. definition forskellen mellem vores opsparing og vores investeringer.
Det store betalingsbalanceoverskud taler for, at husholdningerne og virksomhederne øgede deres forbrug eller investeringer – altså det modsatte af, hvad Det Systemiske Risikoråd anbefaler.
Vi bør helt sikkert diskutere, hvordan vi sikrer en mere optimal og modstandsdygtig finansielle struktur. Men det er ikke den diskussion, risikorådet tager. De anbefaler blot øget opsparing, hvilket vi i mine øjne ikke har behov for. Jeg er ikke imponeret.
Jeg er heller ikke synderligt begejstret for den nye infrastrukturplan, Folketinget blev enige om hen over weekenden, og som alle folketingets partier står bag.
En infrastrukturplan på 161 mia. kr. lyder imponerende, og antallet af projekter omfattet af plan er da også højt. Men i realiteten er der ikke tilført ekstra midler. Folketinget har bare valg at disponere over de kommende 14 års investeringsbudgetter.
I en tid med betydelig usikkerhed, om den fremtidige vinderstrategi på transportområdet har Folketinget låst hinanden fast på, hvordan pengene skal bruges ekstremt langt frem i tid. Der er mulighed for genforhandlinger, men det bliver svært politisk at fjerne elementer fra aftalen, forventningerne bygges jo naturligt nok op.
Så i realiteten har det nuværende folketing besluttet, hvordan pengene skal bruge efter næste valg, efter valget efter det valg og såmænd også i tiden efter det valg. Udskrives der valg i utide, så kan vi sagtens have haft 4-5 valg, inden vi når til 2035.
Risikoen for fejlinvesteringer er stor – og derudover er der en betydelig risiko for at fremtidige folketingsflertal også vil sætte deres aftryk på infrastrukturen, hvorved at investeringsbudgettet i sidste ende blot bliver større. Det er i mine øjne ikke hensigtsmæssigt. Erfaringerne fra togfonden skræmmer.
