Coronakrisen er ved at slippe sit tag i dansk og international økonomi. Dermed står vi over for en ny virkelighed, hvor blandt andet stigende renter og stigende inflation bliver den nye normal.
“Både den finanspolitiske og den pengepolitiske speeder har været trådt helt i bund – og der er ikke udsigt til, at speederen bliver sluppet lige med det samme
Vejen ud af coronakrisen bliver efter alt at dømme markant anderledes, end hvad vi har haft set under tidligere kriser; normalt starter og slutter kriser gradvist.
Tag bare finanskrisen: Den startede i det små i 2006, blev tydelig i 2007, men først i 2008 eksploderede boblen. Og da krisen ebbede ud, skete det også kun gradvist – særskilt i Europa, hvor finanskrisen blev afløst af en statsgældskrise.
Sådan ser det ikke ud til at blive denne gang. Krisen kom som en tyv om natten i marts sidste år – og nu forsvinder den med stor hast.
Tager vi de seneste danske tal, så viser de eksempelvis, at eksporten allerede i marts nåede op over niveauet inden krisen. Der er dele af eksporten, der fortsat lider, men det mere end opvejes af, at andre dele sprudler. Det samme billede gør sig gældende, når vi taler det private forbrug.
Læg dertil, at aktivpriserne (boligpriser, aktiekurser m.v.) har været kraftigt stigende gennem længere tid. Restriktionerne er endnu ikke væk – men den økonomiske betydning af dem falder markant i disse uger. Det kan ses i de økonomiske nøgletal og på de finansielle markeder.
At meget tyder på, at vejen ud af coronakrisen bliver markant anderledes, end hvad vi har haft set i kølvandet på tidligere kriser, skal ses i lyset af, at krisen ikke skyldtes økonomiske ubalancer – men derudover skal man være opmærksom på, at verdensøkonomien har været kastet ud i et fuldskalaeksperiment for så vidt angår den økonomiske politik.
Både den finanspolitiske og den pengepolitiske speeder har været trådt helt i bund – og der er ikke udsigt til, at speederen bliver sluppet lige med det samme.
Særligt i USA er fokus derfor nu rettet mod inflationsrisikoen og risikoen for pengepolitiske stramninger. I Europa er diskussionen ikke kommet helt så langt,men min kollega Kenneth Praefke sætter i avisen tirsdag fokus på den synkrone stigning i stort set alle råvarepriser.
Det her handler ikke om manglen på kobber eller de politisk ustabile regimer i de olieproducerende lande. Det her handler i mine øjne først og fremmest om en ekstremt lempelig pengepolitik, der i kombination med pandemiens faldende økonomiske betydning gør, at vi meget hurtigt kan gå fra asken til ilden i den globale økonomi.
Hvordan genopretningens videre forløb bliver må tiden vise – men det bliver udfordrende for de store centralbanker at finde en elegant vej frem. I takt med at økonomierne bedres skal pengepolitikken strammes, men hvornår og hvor meget? Og hvad sker der eksempelvis med de finansielle markeder, når centralbankerne først slipper foden fra speederen?
Jeg ved det ikke, men du kan blive klogere ved at læseCarsten Valgreens økonomiske kommentar i tirsdagens avis. Han mener, at vi er “crashtest dummies” i en økonomi i høj fart, som styres med øjnene stift rettet mod bakspejlet. Det er vist fair at sige, at Carsten er en smule bekymret for, hvordan det hele ender.
