Det er ekstremt nemt at kritisere regeringen i denne tid. Der bliver truffet mange vidtrækkende beslutninger på kort tid – og beslutningsgrundlaget er langt fra lige så stærkt, som vi er vant til, når der træffes beslutninger, der har konsekvenser for alle danskere, og som ikke sjældent koster milliarder. Heldigvis bliver der også truffet fornuftige politiske beslutninger, og den forgangne uge bød på en af de mest fornuftige, nemlig nedsættelsen af en økonomisk ekspertgruppe, der skal bistå regeringen og folketingets partier med økonomiske beregninger og vurderinger i relation til genåbningens anden fase.
I forbindelse med genåbningens første fase efter påske blev det flittigt diskuteret, hvorfor regeringen havde valgt at åbne for pasningen af de mindre børn, mens storcentre eksempelvis fortsat har været tvunget til at holde lukket. Det er bestemt muligt, at regeringen valgte rigtigt – men man har i den grad savnet et eksplicit beslutningsgrundlag, som både inddrog den sundhedsfaglige ekspertise og viden om de økonomiske effekter af de mange forskellige tiltag.
Det skal den nye ekspertgruppe sikre. Ekspertgruppen, som får den tidligere overvismand professor Torben M. Andersen som formand, skal på kort tid sikre, at de sundhedsfaglige overvejelser suppleres af økonomiske betragtninger. Vi skal i genåbningens anden fase sikre, at vi gavner økonomien mest muligt under hensyntagen til folkesundheden. Arbejdsgruppen blev formelt set nedsat i slutningen af sidste uge – men reelt har den været i arbejdstøjet længere end som så. Torben M. Andersen har sammen med ekspertgruppens to andre medlemmer, professor Michael Svarer og professor Philipp Schröder, over den seneste måned allerede skrevet flere kronikker og debatindlæg med fokus på coronakrisen og de overvejelser, man bør gøre sig ved genåbningen af samfundet.
Flere af kronikkerne har været skrevet i samarbejde med Jens Riis Andersen, partner i konsulenthuset McKinsey og Co. Formelt har McKinsey ingen rolle i ekspertgruppens videre arbejde. Men man kunne da håbe, at ekspertgruppen fortsat kan trække på de kloge hoveder i McKinsey i det videre arbejde. Vi har brug for alle gode kræfter, hvis vi skal sikre den optimale strategi fremadrettet.
Ekspertgruppen skal allerede afrapportere onsdag. Så der er tale om hastearbejde. Selvom man kan undre sig over, at det har taget så lang tid at træffe en så oplagt rigtig beslutning, fortjener regeringen og folketinget ros for endelig at have søgt inspiration i den norske ekspertmodel.
Den forgangne uge har i øvrigt været rig på økonomiske nøgletal – og desværre er det fortsat svært at lade sig begejstre over coronakrisens kortsigtede voldsomhed. Den amerikanske ledighed er nu steget med over 30.000.000 personer – og et godt bud er, at ledigheden i USA nu samlet set er nået op på 22 pct.
Så voldsomt er det ikke gået for sig i Danmark. Herhjemme er ledigheden kun steget med ca. 50.000 personer – og den officielle ledighed er dermed ikke så skræmmende som i USA. Når man kigger på de danske tal, skal man dog være opmærksom på, at over 150.000 danskere er blevet hjemsendt på den særlige lønkompensationsordning, der er iværksat for at hindre krisen i at eskalere ukontrollerbart.
Dertil kommer, at en del af dem, der har haft mistet deres job, ikke dukker op i statistikkerne, da de hverken er berettiget til dagpenge eller kontanthjælp. Det kan være studerende eller udenlandsk arbejdskraft, der vælger at tage tilbage til deres hjemland.
Selvom det danske arbejdsmarked ikke er så blodrødt som det amerikanske, så er der altså også i Danmark tale om en helt ekstrem økonomisk krise.
Som nævnt spiller lønkompensationsordningen en afgørende rolle i forhold til at holde krisen i skak. Det samme gælder kompensationsordningen for faste udgifter. Men fælles for de to ordninger er, at de ikke kan fortsætte særligt længe. Det er ekstremt dyre ordninger – og selvom man nok bør forlænge dem ud over juli, så er det ikke ordninger, der bør fungere i halve eller hele år.
Ulempen ved de nuværende hjælpepakker er nemlig, at de ud over at være ekstremt dyre også fastlåser de økonomiske strukturer. Det kan give mening at fastlåse strukturerne, mens krisen er mest hæsblæsende og uoverskuelig – men på den længere bane skal økonomien tilpasse sig den nye virkelighed.
Ingen kan med sikkerhed sige, hvordan verden ser ud om en-to-tre år, når coronakrisen er lagt bag os. Jeg tvivler dog på, at den ser ud som den gjorde, inden coronaepidemien ramte os.
Jeg tror, at de globale forsyningskæder bliver forandret radikalt. Der vil komme meget større fokus på forsyningssikkerhed. Jeg frygter, at protektionisme kommer til at spille en endnu større rolle. Jeg tror, at sammensætningen af vores efterspørgsel bliver forskudt – coronakrisen åbner vores øjne for nye måder at gøre ting på. Vi kommer ikke til at forbruge mindre end før, når økonomierne først har fundet deres ben at stå på, men vi prioriterer nok anderledes. Jeg tror, at rejsebranchen står over for et længerevarende tilbageslag – mens eksempelvis rengøringsbranchen kan forventes at opleve stigende efterspørgsel, når det økonomiske chok har lagt sig.
Men det er jo bare min vurdering – og den kan sagtens være forkert. I stedet for at “kloge” hoveder sætter sig til at gætte på fremtidens vindere, er det i mine øjne afgørende, at vi lader økonomien tilpasse sig. Det er netop her, markedskræfterne har deres styrke.
Det nytter ikke, at vi insisterer på, at økonomien uden undtagelse skal vende tilbage til udgangspunktet. Så står vi bare med nogle dyre støtteordninger, som gør mere skade end gavn. Tænk bare på værftsindustrien op gennem 1970’erne og 1980’erne.
Men hvordan fjerner vi de 100 pct. dækkende hjælpepakker for at lade dem erstatte af tilpasningshjælp? Det bliver en svær øvelse – for det kan meget vel betyde, at mange kommer til at miste det job, de kender og holder af, for så at skulle arbejde med noget andet. For at gøre det konkret bliver der måske behov for mere rengørings- og lagerpersonale og færre stewardesser og hotelmedarbejdere. Virksomheder vil gå konkurs, mens andre vil rejse sig fra asken.
De historiske erfaringer viser, at omstillinger er svære – og de betyder ofte en længere periode med forhøjet ledighed. Jeg hører derfor heller ikke til optimisterne, der forventer, at økonomien allerede i efteråret i år er tilbage ved udgangspunktet. Jeg tvivler også på, at det er tilfældet efteråret næste år – men før eller siden skal økonomien naturligvis nok komme op i gear igen.
Ud over at rådgive med hensyn til genåbningens anden fase kunne man opfordre regeringen og folketinget til at bruge den nye ekspertgruppe til at forsøge at designe krisepolitikkens næste fase. Den bliver vanskelig at indrette, men vi kan ikke fortsætte med den nuværende model.
