5.300.000, så mange job manglede der i amerikansk økonomi i august, før coronakrisens skader på jobmarkedet var et afsluttet kapitel. Det er overraskende mange arbejdspladser, når man holder sig for øje, at der virkelig er blevet trådt voldsomt på den finanspolitiske speeder i verdens vigtigste økonomi.
Det amerikanske arbejdsmarked er under normale omstændigheder ekstremt tilpasningsdygtigt. Kriser rammer, men de forsvinder typisk også hurtigt, men sådan har det ikke været denne gang.
Der er flere forklaringer på, hvorfor hullet på det amerikanske arbejdsmarked ikke er lukket. En af forklaringerne er, at deltavarianten nu har fået så godt fat i det amerikanske samfund, at det påvirker amerikanernes adfærd.
I en del amerikanske stater er antallet af vaccinerede så lavt, at deltavarianten har noget nær frit spil, og i øjeblikket dør ca. 1.500 amerikanere hver dag med corona – i starten af juli var det daglige antal døde til sammenligning 250.
Deltavarianten er dog næppe hele forklaringen på, hvorfor det er så svært at lukke hullet på arbejdsmarkedet. De økonomiske hjælpepakker har heller ikke været fornuftigt skruet sammen.
Der har grundlæggende været en uhensigtsmæssig stor tilskyndelse for lavtlønnede til ikke at være i job, da man som følge af de midlertidige hjælpepakker led et økonomisk tab ved at arbejde i job med lav løn frem for på forhøjede dagpenge. Den del af hjælpepakkerne forsvandt dog mandag i denne uge, hvilket sandsynligvis vil trække i retningen af øget beskæftigelse over de kommende måneder.
Sammenligner man Danmark og USA, er forskellene slående. I Danmark var beskæftigelsen i juni, de senest tilgængelige tal, betydeligt højere end før corona.
I Danmark virker de såkaldte automatiske stabilisatorer stærkere end i USA – men det er næppe forklaringen på forskellen. For i denne krise har amerikanerne trådt så meget på den finanspolitiske speeder, at det mere end kompenserer for forskellene for så vidt angår automatiske stabilisatorer.
Skal jeg komme med et bud på forklaringen, så er der i mine øjne to afgørende forskelle – vaccinationsindsatsen og lønkompensationsordningen.
I Danmark har tilslutningen til vaccinerne været betydeligt højere end i USA, og vi stoler på, at de virker. Det gør, at vi nu opfører os nogenlunde normalt igen, og coronahullet på arbejdsmarkedet har kunnet lukkes.
Derudover tror jeg, at lønkompensationsordningen har spillet en positiv rolle. Båndet mellem virksomheder og medarbejdere blev ikke brudt under de to nedlukninger, og virksomhederne har derfor relativt nemt kunnet skrue op for produktionen.
Der er også flaskehalsproblemer på det danske arbejdsmarked – men de er langt mere overskuelige end på det amerikanske.
At lønkompensationsordningen har været så effektiv kunne måske få nogen til at tænke, at det var et eksempel til efterfølgelse i fremtidige kriser. Det, tror jeg, dog ikke er tilfældet.
Lønkompensationsordningen var hensigtsmæssig, da coronakrisen var en krise, som var udefrakommende. Den skyldtes ikke underliggende økonomiske ubalancer – og der var derfor heller ikke behov for den fleksibilitet, der ellers normalt er det danske arbejdsmarkeds største styrke.
Men havde vi haft en lønkompensationsordning under finanskrisen, havde følgevirkningerne af finanskrisen været endnu mere langvarige, end tilfældet var.
Dengang havde vi behov for al den fleksibilitet, dansk økonomi kunne mønstre. Så nej, lønkompensationsordningen er ikke nødvendigvis et eksempel til efterfølgelse – men det har været en super konstruktion i det konkrete tilfælde.
