Den økonomiske debat har flyttet sig markant over de seneste ti år. I den forgangne uge blev det tydeliggjort i forbindelse med IMF’s virtuelle årsmøde og offentliggørelsen af deres økonomiske prognose og vurdering af den globale finansielle stabilitet.
I finanskrisen og den efterfølgende europæiske statsgældskrise var IMF den globale økonomis hårde hund over for lande med offentlige budgetproblemer og stor statsgæld. Med den danske topøkonom Poul Thomsen i spidsen var det i vid udstrækning IMF, der satte tommeskruerne på de sydeuropæiske lande, der kom i dybe budgetproblemer i tiden efter finanskrisen.
Særligt Grækenland – men også Spanien – blevet presset til markante reformer og en sparekurs, der afstedkom store folkelige protester – men som dog i sidste ende banede vejen for, at Grækenland fik lov til at gå kontrolleret statsbankerot, og at den europæiske centralbank kunne komme mere aggressivt på banen med pengepolitiske lempelser.
“Det er et helt fundamentalt skift i den økonomiske politik sammenlignet med tiden under og efter finanskrisen
Tankesættet var grundlæggende, at de lande, der kom i problemer, måtte rydde op efter sig selv. Hvis de gjorde det, så kunne forskellige hjælpepakker komme på tale, men hjælpepakkerne havde alene form af lån og garantier – ikke deciderede indkomstoverførsler til de udfordrede lande.
Dengang var de store økonomiske guruer ud over førnævnte Poul Thomsen blandt andet økonomer som Carmen Reinhart og Kenneth Rogoff, som med deres bog "This time is different" satte fokus på de potentielle negative økonomiske skadesvirkninger af høj offentlig gæld.
Her 10 år efter er tilgangen til den økonomiske politik en helt anden. Både i IMF og helt bredt blandt økonomer argumenteres nu stærkt for ekspansiv finanspolitik her i coronakrisen – og der er ikke rigtigt nogen, som bekymrer sig om statsgæld. Det ekstremt lave renteniveau sikrer, at den stærkt stigende offentlige gæld ikke giver de udfordrede lande udfordringer med at servicere gælden – og selv når coronakrisen er lagt i graven, ser IMF ikke noget større behov for finanspolitiske opstramninger.
Det er et helt fundamentalt skift i den økonomiske politik sammenlignet med tiden under og efter finanskrisen. Og det handler ikke kun om finanspolitik og statsgæld – det handler også om pengepolitik. Renterne er sat helt i bund – og centralbankerne har på ekstremt kort tid skruet voldsomt op for de såkaldte kvantitative lettelser. Både den amerikanske og den europæiske centralbank balancerer nu på kanten af at føre finanspolitik med pengepolitikken.
Skiftet i den økonomiske tænkning er så stort, at jeg mener, at det giver fin mening at tale om en lille revolution,det skrev jeg en leder om mandag.
Der er en række store og oplagte fordele ved den mere aktivistiske linje, der nu lægges. Krisen holdes i ave – hvorved også de mere langsigtede følgevirkninger af krisen reduceres. Virksomheder holdes kunstigt i live med hjælpepakker, hvorved der ikke skal placeres tab i det finansielle system, og andre hjælpepakker sikrer, at forbrugernes købekraft kunstigt holdes i vejret.
Dermed har ledighedsstigningerne i mange lande kunnet holdes nede, og vi har undgået en negativ økonomisk sneboldeffekt i kølvandet på den umiddelbare krise, som følge af corona og de mange nedlukninger.
Det er dog endnu uklart, om der også viser sig store bivirkninger ved den nye strategi. Hvor tanken under finanskrisen og den efterfølgende statsgældskrise grundlæggende var, at lande med stor gæld måtte rydde op efter sig selv, så har EU skiftet kurs, så der nu er indkomstoverførsler til de hårdest ramte lande.
Det mindsker landenes umiddelbare krise – men det risikerer også at gøre, at en række lande fremadrettet vil undlade at føre ansvarlig økonomisk politik i forventningen om, at andre lande vil hjælpe dem. Har vi styr på incitamenterne – eller får vi reelt skævvredet økonomien?
En anden reel bekymring, man bør have, er, om symbiosen mellem finans- og pengepolitik reelt tvinger centralbankerne til at holde renterne lave langt ud over, hvad der vil være realøkonomisk sundt. Det vil i praksis kunne vise sig svært at hæve renterne uden efterfølgende uoverskuelige statsgældsproblemer, så binder vi reelt centralbankerne på hænderne ved at tillade så stor gældsopbygning.
Det er åbenlyst ikke et problem lige nu – inflationen er helt i bund – men gælden vil også om fem år være tårnhøj, og så kan det måske være svært for centralbankerne at stabilisere økonomierne. Og risikerer de ekstremt lave renter dermed at få utilsigtede bivirkninger, når den globale økonomi er ved at finde tilbage til en mere normal tilstand.
En tredje overvejelse, man bør gøre sig, er, at hvis centralbankerne og regeringerne i coronakrisen reelt har reddet alt ved at spændet et fintmasket sikkerhedsnet ud, risikerer vi så ikke en gentagelse af det såkaldte Greenspan-put, som var med til at så frøet til finanskrisen.
Greenspan var chef for den amerikanske centralbank i årtier, og det blev åbenlyst for finansmarkederne, at han var villig til at gøre næsten alt for at holde kurserne oppe – hvilket gav anledning til uhensigtsmæssig stor risikotagning i årene op til finanskrisen. I sidste ende var de finansielle spændingerne imidlertid så store, at end ikke centralbanken kunne redde økonomien. Risikerer vi et corona-put – i vores iver for at mindske den aktuelle krise?
I mine øjne har den aktivistiske linje i coronakrisen været helt rigtig og nødvendig – men jeg mener modsat IMF og mange andre økonomer, at man efterfølgende skal være ret hurtig med at stramme den økonomiske politik op, når den umiddelbare krise har lagt sigt. Ellers vil der heller ikke være meget at stå i mod med, når næste krise rammer – for i udgangspunktet kommer vi i mange lande – herunder Danmark – snart til at få en betydelig demografisk modvind i forhold til de offentlige finanser.
Men vi er reelt ikke mange økonomer på "strammerholdet". Langt de fleste er på IMF’s hold – og det bliver efter alt at dømme også sådan, vi kommer til at føre økonomisk politik de kommende år. Jeg håber, at jeg tager fejl i mine bekymringer – og at IMF m.fl. har ret. Inspireret af internationale topøkonomer som Larry Summers og Olivier Blanchard.
Ovenstående overvejelser og retningsskiftet har Financial Times også belyst. Hvis du ikke har haft læst deres artikel, så læs den her fine gennemgang.
Når jeg alligevel har din opmærksomhed - så læs lige den her fine artikel af Kenneth Praefke. Det er virkelig en interessant og relevant gennemgang af, hvorfor coronakrisen ikke er blevet til en ny finanskrise.
