Amerikansk politik og økonomi tiltrækker sig altid stor opmærksomhed, men med under en måned til valget den 3. november må man nok forvente ekstraordinært stort fokus på verdens vigtigste økonomi den kommende tid.
Selvom der vil være stort fokus på samspillet mellem økonomi og politik, er det værd at minde sig selv om, at set fra et økonomisk og finansielt perspektiv betyder valg typisk mindre, end man måske skulle tro – særligt når vi taler om udviklingen på det korte sigt. En præsident kan ikke ændre den overordnede retning for en stor økonomi som den amerikanske på den korte bane – også selvom vedkommende naturligvis vil forsøge.
“Centralbankenspillerreelt en større rolle end præsidenten i den kortsigtede økonomiske konjunkturstyring
Det er i stedet andre faktorer, der driver den kortsigtede økonomiske udvikling. I øjeblikket spiller pandemien førsteviolin. Selvom præsidenten har en del indflydelse på kampen mod corona, så foregår meget på delstatsniveau – derudover lader selve pandemien sig ikke kontrollere politisk. Det er hverken Trump eller Biden, der står i laboratoriet og udvikler ny medicin eller en vaccine. Præsidenten kan naturligvis lægge op til økonomiske hjælpepakker, men her er magten delt med kongres og senat.
I det hele taget spiller centralbanken reelt en større rolle end præsidenten i den kortsigtede økonomiske konjunkturstyring.
Det betyder ikke, at præsidentvalget er ligegyldigt, men effekterne kan typisk først ses efter en lidt længere periode – og oftest kan effekterne ikke måles i antallet af arbejdspladser, men snarere i velstandsudviklingen og måske også i uligheden. Det gælder eksempelvis handelskrige. Handelskrige koster ikke arbejdspladser – de koster velstand.
Velstanden kan godt stige trods handelskrig, den stiger bare mindre, end den ellers ville have gjort, og det kan være svært at måle den effekt. Udviklingen i den økonomiske ulighed påvirkes også af valg, en præsident træffer – men man må ikke glemme, at selvom Biden nok vil lade staten fylde mere i amerikansk økonomi, og selvom Biden nok også vil øge skatten i toppen af indkomstskalaen, så vil USA også med Biden ved roret være karakteriseret af at være et land med en forholdsvist lille stat og en ret stor økonomisk ulighed.
Hvis du vil blive klogere på de to præsidentkandidaters overordnede økonomiske politik,så læs min kollega Hakon Redders glimrende gennemgang i tirsdagsavisen.
At politikernes betydning ofte overvurderes, illustreres også af det store fokus på Trumps sygdom. Set fra et økonomisk perspektiv betyder det ikke spor, medmindre hans sygdom sætter USA i et langvarigt politisk ledelsesvakuum. Det er der ikke noget, der tyder på bliver tilfældet – han er jo vendt tilbage til Det Hvide Hus.
Derfor er det heller ikke overraskende, at det brede amerikanske aktiemarked allerede mandag eftermiddag var oppe over niveauet, inden Trumps sygdom blev kendt.
Kigger man ellers på amerikansk økonomi, så har den været hårdt ramt af coronaepidemien. Den økonomiske aktivitet dykkede voldsomt i andet kvartal – og på kun to måneder forsvandt 22 mio. amerikanske job. Siden er udviklingen vendt, og de seneste tal for det amerikanske arbejdsmarked viser da også, at der fortsat er fremgang at spore.
I september blev der skabt 661.000 nye arbejdspladser uden for landbruget. 661.000 nye arbejdspladser er mange, men så mange er det trods alt heller ikke – oversat til Danmarks størrelse svarer det til 12.000 nye arbejdspladser på en måned. Det er faktisk ca. den fremgang, vi havde i beskæftigelsen i både juni og juli.
I USA er beskæftigelsen nu steget fem måneder i træk – det til trods er beskæftigelsen fortsat næsten 11 mio. personer lavere end inden krisen. De knap 11 mio. job, der fortsat mangler i amerikansk økonomi, svarer til 190.000 arbejdspladser efter danske forhold, hvis vi tager udgangspunkt i forskellen i antal indbyggere. Det er svært at sige, hvor mange arbejdspladser der mangler i dansk økonomi, men i juli var lønmodtagerbeskæftigelsen 56.000 personer under niveauet i februar.
I tillæg til det betydelige fald i beskæftigelsen var mange danskere dog også på lønkompensation hen over sommeren. Inkluderer vi dem for bedre at kunne måle det reelle fald i den økonomiske aktivitet og beskæftigelse, så lå den reelle beskæftigelse i juli nok snarere i størrelsesordenen 115.000 under niveauet i starten af året. Men siden juli har beskæftigelsen efter alt at dømme været stigende, så antallet af manglende arbejdspladser er givetvis faldet siden.
Uanset hvordan man måler det, så er det amerikanske arbejdsmarked hårdere ramt af coronakrisen end vores.
Med præsidentens sygdom er det selvfølgelig usikkert, hvor stor en rolle den økonomiske udvikling kommer til at spille – men der er nok ingen tvivl om, at præsidenten kunne have ønsket sig bedre økonomiske nøgletal som optakt til valgkampens sidste og afgørende fase.
Selvom der næsten er en måned til valget, kommer der ikke nye officielle tal for beskæftigelsen, før amerikanerne har sat deres kryds – og ledigheden er stadig på knap 8 pct. Før corona ramte, var den amerikanske ledighed på 3,5 pct.
Apropos amerikanske arbejdsmarkedstal, så er det nu meget sejt, at The Economist i en artikel i sidste uge tog udgangspunkt imin tidligere kollega Lars Christensens profeti om, at den amerikanske ledighed i november atter ville være under 6 pct. Det er ikke hver dag, at danske økonomer fremhæves i The Economist.
Det var en profeti, som Lars kom med i coronakrisens start – og selvom tempoet på jobskabelsen er faldet så meget, at Lars næppe får helt ret, var det en skarp iagttagelse i coronakrisens start, hvor andre økonomer kun fokuserede på krisens initiale dybde. Lars har længe talt om et V-forløb – noget tyder nok på, at det er lidt for optimistisk – genopretningen er taget af i styrke – men store dele af genopretningen har dog haft et V-forløb, særligt på de finansielle markeder og boligmarkedet.
Men coronapandemien huserer fortsat i både USA og Europa, og det holder genopretningen nede. Så første del af genopretningen lignede nok et V, men hældningen på det “andet ben” ser ud til at knække, og sådan et bogstav findes vist ikke.
Uanset krisens præcise forløb, så er krisen i sit udgangspunkt ikke økonomisk – og da centralbankerne derudover har stimuleret økonomien ganske betydeligt, får krisen også en helt anden dynamik, end finanskrisen gjorde. Det taler for, at coronakrisen bliver væsentligt hurtigere lagt i graven, når først selve epidemien af den ene eller anden årsag mister betydning – og det er uafhængigt af valget af præsident.
