Efter at renteudviklingen stort set kun har haft én retning – op – er de lange renter faldet i løbet af de seneste uger. Inflationen er tydeligvis kommet bedre under kontrol i både USA og Europa, og da vi samtidig ser tydelige tegn på økonomisk svaghed i Europa, falder renterne. Den tiårige danske statsobligationsrente er således faldet med et kvart procentpoint fra et niveau omkring 3,25 pct. til nu 3 pct.
Men selvom renterne er faldet, så er niveauet fortsat højt. Vi skal således ca. ti år tilbage for at finde højere renteniveauer, og desværre tror jeg ikke, at økonomierne har tilpasset sig denne nye virkelighed.
Herhjemme har vi de seneste måneder eksempelvis set handelsaktiviteten på boligmarkedet og priserne på fast ejendom skyde i vejret. Det rimer umiddelbart dårligt med så høje lange renter, som vi fortsat har.
Man kan måske mistænke boligejerne for at satse hårdt på snarlige rentefald – en formodning, som også understøttes af, at boligejere med F5- og F3-lån aktuelt søger mod lån med kortere rentebinding – altså F1-lån.
Det er bestemt muligt, at boligejerne får ret, men generelt er det ikke en god idé at basere sin privatøkonomi på en forventning om, at markedet tager fejl. For de høje lange renter er et udtryk for, at markedet ikke aktuelt regner med større rentefald lige med det første. Det er nok klogt at holde sig for øje.
