ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Dette er et debatindlæg skrevet af en eller flere eksterne skribenter. Indlægget afspejler en personlig holdning. Forslag til debatindlæg kan sendes til Børsen Opinion: opinion@borsen.dk

Debat | DTU-direktør: Blockchain skal ikke bremses af misforståede myter

Selskabet Bitminer udvinder bitcoin på deres digitale farm i Firenze. Arkivfoto: Alessandro Bianchi/Reuters/Ritzau Scanpix
Selskabet Bitminer udvinder bitcoin på deres digitale farm i Firenze. Arkivfoto: Alessandro Bianchi/Reuters/Ritzau Scanpix

Blockchain går sin sejrsgang verden over, og virksomheder tager i stigende grad teknologien til sig. Men vi må gøre op med de fejlagtige myter

Opdateret kl. 10.02 -Jeg ser mange misforståelser om blockchain og bitcoin. Lad mig starte med et udsagn, jeg personligt har hørt fra højtuddannede mennesker i den akademiske verden:

“Vi skal ikke have et system, der kører på blockchain, for jeg har hørt, det bruger lige så meget energi som hele Danmark og vil bidrage markant til den globale temperaturstigning fremover.”

Hvis det var rigtigt, kan jeg godt forstå, at folk er rædselsslagne. Men heldigvis er det ikke tilfældet.

En googlesøgning

Tillad mig en afstikker, før jeg vender tilbage til energiforbruget. Jeg tror nemlig, vi som moderne mennesker har et skævt indtryk af vores energiforbrug i dagligdagen.

Vidste du eksempelvis, at en googlesøgning bruger samme energimængde som en elpære tændt i to minutter? Eller at upload af et billede bruger lige så meget energi som at koge et æg?

Der har tidligere været skrevet historier om, at det globale CO2-forbrug ved at sende e-mail svarer til millioner af ekstra biler på gaderne. Og det lyder jo ikke godt, men problemet med sådanne sammenligninger er, at de ikke giver et retvisende billede. For mon ikke e-mailen bruger væsentlig mindre strøm, end hvis vi skulle sende fysiske breve igen?

Så hvis vi ikke ved, hvad vi sammenligner bitcoin- og blockchain-energiforbruget med, så er det meget svært at vurdere, om det i virkeligheden er en bedre løsning for miljøet, end den vi har i dag.

Og hvor stort er energiforbruget af disse teknologier, som mange er så bange for, så? Det ved vi ikke.

Mange af myterne om energiforbruget stammer fra et forskningsprojekt fra Nature Climate Change, der i 2017 fik meget omtale. Dykker vi ned i den artikel, opdager man dog, at den bygger på antagelser, der slet ikke stemmer overens med teknologien, og hvad der er teknologisk muligt.

Forfatterne af artiklen fremskriver, at inden for 30 til 60 år vil den globale opvarmning stige med 2 pct., hvis man lader bitcoin udbrede sig.

Resultatet bygger på en antagelse om, at udbredelsen af bitcoin ville fortsætte den eksponentielle vækst, vi så da bitcoin var på sit højeste i 2017, indtil hele verden havde adopteret bitcoin, og netværket derfor ville gennemføre ca. 1 milliard transaktioner.

Denne antagelse er bare teknologisk umulig, da bitcoin kun kan gennemføre et par hundrede tusinde transaktioner dagligt.

Samtidig beregnede man energiforbruget pr. bitcoin, hvor realiteten er, at energiforbruget svarer til at gennemføre transaktionen af en hel blok på kæden. Det er vigtigt at vide, at en blok kan have helt op til 3000 bitcoin-transaktioner.

Samtidig tager undersøgelsen ikke højde for det grundvilkår, at computere år for år yder mere, men med et lavere energiforbrug.

Frygten for kulminerne

Et andet ben i frygten for bitcoins energiforbrug er fortælling om de mange farme af computere, der “miner” bitcoin. Det er i praksis store private computeranlæg, der sørger for at holde bitcoin-netværket stabilt og sikkert. Det kræver en masse energi, og her er det naturligt at være meget opmærksom på energiforbruget.

I den nævnte artikel har man antaget, at minerne bruger strøm fra fossile brændstoffer. Men dette er ikke tilfældet, og det er der en helt menneskelig forklaring på. Eller rettere en kapitalistisk forklaring.

For energiforbrug er jo en omkostning. Med tiden er vind og solenergi blevet mellem 71 pct. og 90 pct. billigere end fossile brændstoffer, og derfor er der et økonomisk incitament til at være miljøvenlige. Derfor viser en spørgeundersøgelse fra Cambridge, at 76 pct. af bitcoin-minere blandt andet bruger bæredygtig energi, mens bæredygtig energi står for 39 pct. af respondenternes samlede energiforbrug.

Indtil sommeren 2021 skete 60 pct. af al bitcoin-mining i Kina, men ny lovgivning har de senere år ændret billedet. Faktisk er det nu lande som Norge, Canada og Island, der har flest bitcoin-minere.

Det vi erstatter

Og så tilbage til min pointe om at sammenligne med det, man erstatter. Bitcoin har til hensigt at erstatte mellemmænd såsom banker og andre, der er imellem dig og mig.

Sammenligner vi bitcoins energiforbrug med banksystemet, så svarer det til, at vi kan vedligeholde hele det globale bitcoin-netværk for samme energiforbrug, som de amerikanske fysiske bankfilialer har. Uden at indregne betalingsmaskiner, pengetransporter eller servere.

Der er altså grund til at være skeptisk over for rygterne om blockchains kæmpe klimaaftryk, og det håber jeg, flere vil huske fremover. Vi skal være opmærksom på energiforbrug af alle teknologier, men lad os passe på med overdrivelser, der hæmmer det kvantespring, som blockchain er.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis