Såfremt politikere i blå blok nærer et intenst ønske om at se en veltilfreds Mette Frederiksen (S) spise makrelmad og mandater til morgenmad i det uendelige, skal de blot med jævne mellemrum genopføre de seneste dages teaterstykke.
“Det er et blålys på linje med det oversolgte paradigmeskifte
En absurd strid om repatrieringsaftalen, der giver flygtninge penge for at rejse hjem, demonstrerer med pinagtig tydelighed, at de tankesæt, der fik de borgerlige til at tabe magten i 2019, kun lever alt for godt.
Fredagens aftale mellem regeringen, Venstre, De Radikale og LA betyder, at ordningen skæres til, så kommunerne skal koncentrere kræfterne om at holde “dedikerede” hjemrejsesamtaler med 8900 langtidsledige flygtninge – frem for det gældende krav om at informere alle kort om mulighederne. Herunder også mennesker, der er godt i gang på arbejdsmarkedet, har dobbelt statsborgerskab og sjældent er i kontakt med kommunen.
Målet med justeringen er at overtale flere flygtninge uden fodfæste på arbejdsmarkedet til at forlade Danmark med økonomisk hjælp i ryggen – et tilbud, som har eksisteret i adskillige år, men kun bruges af 300-500 årligt. Alligevel var bestyrtelsen over aftalen – og ikke mindst Venstres deltagelse – stor: “Så skete det, jeg længe har frygtet,” lød det fra Markus Knuth (K), der hævdede, at hjemsendelsespolitikken nu udvandes “massivt”. Inger Støjberg “nåede knapt ud af døren i Venstre, før de lavede lempelser,” lød reaktionen fra tidligere DF-formand Pia Kjærsgaard. Støjberg selv beskrev indholdet som “ubegribeligt” og “alarmerende”.
Reaktionerne vidner om tre forhold: At debatten er aldeles frakoblet sagens substans. At det øjeblikkelige stemmemaksimeringsbehov synes drivende. Og at den åndelige dovenskab fortsat pibler frem – en klamren sig til forestillingen om, at udlændingekortet, såfremt det spilles hårdt og symbolladet nok, vender tilbage som trumf i blå hænder.
Det er muligt, at nogle borgerlige kan lukrere på, hvis Venstre under Jakob Ellemann-Jensens ledelse fremstilles som en slapper i hjertet, et radikalt får i ulveklæder. Men undermineringen af hans lederskab styrker ikke chancerne for et regeringsskifte.
Balladen er dog mest af alt et ildevarslende tegn på debatniveauet. Tror de politikere, der siden fredag med stor patos og gennemslagskraft på de sociale medier har forsøgt at skabe et billede af en hjemsendelsespolitik i frit fald, virkelig selv på det? På at flygtninge i titusindvis pludselig ville sige ja til en check og rejse hjem, hvis myndighederne blot fortsatte efter reglerne som hidtil?
Det er et blålys på linje med det oversolgte paradigmeskifte i udlændingepolitikken, som blev bragt i spil, da den borgerlige regering fortsat håbede, at det var muligt at handle udlændingestramninger for økonomisk politik. Et levn fra dengang, stadigt mere symbolprægede stramninger og hård retorik i offentligheden var kittet, der skulle holde den umage blå flok sammen – og Mette Frederiksen fra magten.
Intet af det lykkedes.
Der er nok af reelle temaer at forholde sig til, når det gælder især ikkevestlige indvandreres erhvervsdeltagelse. Vi har ikke brug for skingre blå pseudodebatter om justeringer af kommunal informationspligt.
