Mange, der følger med i kryptomarkedet, vil sikkert nikke genkendende til en følelse af forventning, der ulmer under overfladen. Selvom kryptoverdenen i øjeblikket kan virke mere afdæmpet end i 2021, hvor markedsværdierne slog den ene rekord efter den anden, står vi muligvis på tærsklen til en større opblomstring. For snart bliver det sandsynligvis muligt at tilgå bitcoin gennem de såkaldte spot-etf’er. Det kommer altid med en vis portion risici at spå om markedet – uanset om det drejer sig om aktie- eller kryptomarkedet. Men lige nu peger flere pile på, at noget er under opsejling.
Først og fremmest kigger markedsanalytikerne på de historiske cyklusser siden 2008. Ligesom med aktiemarkedet er der bestemte mønstre, der går igen, og som kan indikere både en op- og nedgang. Oven i det har vi historisk set, at markederne reagerer på den amerikanske valgcyklus. Med et nært forestående valg i USA kan dette give udslag på markedsværdien.
Men den helt store joker er bitcoin spot-etf’er. For de uindviede findes der to slags etf’er relateret til bitcoin: futures og spot. Når man investerer i futures, investerer man i en pulje, der afspejler bitcoins værdi. Selskaberne, som udsteder dem, er ikke forpligtede til at eje den underliggende bitcoin. Men med spot-etf’er skal selskabet faktisk eje den mængde bitcoin, som investorerne køber.
Ni store kapitalforvaltere, herunder verdens største, Blackrock, har søgt om godkendelse fra det amerikanske finanstilsyn (SEC) til at udbyde spot-etf’er. Hvis godkendelserne går igennem, vil det sandsynligvis skubbe værdien af bitcoin i en positiv retning, da kapitalforvalterne som minimum vil købe bitcoin for en lille procentdel af deres formue.
Vi har set det ske før. I 2004 fik guld en spot-etf, hvilket gjorde, at værdien steg med 350 pct. Og når Blackrock omtaler bitcoin som “digitalt guld”, er det nærliggende at lege med tanken om, at lignende stigning kan ske.
Historien har lært os, at finansielle markeder ikke bevæger sig i lige linjer, men mere cyklisk. Lige nu kan de skiftende vinde pege mod en ny æra for bitcoin og krypto som helhed. I kombinationen af spot-etf’er og historiske mønstre kan denne tærskel blive et springbræt til et nyt kapitel i kryptohistorien. Og jo, alle typer investeringer skal træffes med omhu.