ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Dette er en kronik skrevet af en eller flere eksterne skribenter. Kroniken afspejler en personlig holdning. Forslag til kronikker kan sendes til Børsen Opinion: opinion@borsen.dk

Biodiversitet kan blive en strategisk nøgle til fremtidens konkurrenceevne

“Desværre har alt for mange virksomheder endnu ikke sikret, at bestyrelserne har den nødvendige viden og kompetence om biodiversitet,” skriver indlæggets afsendere.
“Desværre har alt for mange virksomheder endnu ikke sikret, at bestyrelserne har den nødvendige viden og kompetence om biodiversitet,” skriver indlæggets afsendere. Arkivfoto: Mathias Svold & Asger Ladefoged

Alt for få danske virksomheder har sikret, at bestyrelserne har den nødvendige viden og kompetence, når det gælder biodiversitet. Det kan på sigt blive afgørende for vores konkurrenceevne

Danske virksomheders bestyrelser og ledelser står over for stigende krav om at integrere bæredygtighed og biodiversitet i deres strategiske beslutningstagning. Nye EU-regler og en stigende erkendelse af naturens betydning for risici og muligheder skaber et pres for handling. Alligevel halter implementeringen i de danske bestyrelseslokaler.

En undersøgelse fra BCG og Insead viser, at 91 pct. af direktører mener, at bæredygtighed bør drøftes strategisk i bestyrelserne, men 70 pct. føler sig ikke effektive i at integrere esg-emner. Mange bestyrelser fokuserer på fortidens vilkår i stedet for at skabe langsigtet, bæredygtig værdi. 

Mens andre europæiske markeder begynder at anerkende naturens stærke sammenhæng med forretning, halter danske virksomheder bagefter. 

I Danmark ser vi, at biodiversitet ofte nedprioriteres, selvom det har direkte indvirkning på virksomheders operationelle og omdømmemæssige stabilitet. En undersøgelse fra Dansk Erhverv viser, at kun 29 pct. af de adspurgte virksomheder har fokus på biodiversitet, mens 43 pct. angiver, at de ikke har fokus på området, og hele 28 pct. ved ikke, om de har fokus på biodiversitet. 

For at styrke biodiversitet i bestyrelsesarbejdet kræves handling inden for tre nøgleområder:

En mere samlet tilgang til klima og natur

Den dugfriske Nexus-rapport fra FN’s biodiversitetspanel IPBES sætter en alvorlig streg under, at verdens fokus på klimakrisen er alt for enøjet. Rapporten, der er udarbejdet af 165 førende forskere fra 57 lande over tre år, vurderes som den mest omfattende videnskabelige analyse af planetens tilstand til dato. 

Rapporten konkluderer, at vi står midt i en eskalerende global biodiversitetskrise, hvor naturens mangfoldighed er faldende i alle verdens regioner – og det har alvorlige konsekvenser.

Danske virksomheder står ved en skillevej. At ignorere biodiversitetens rolle i forretningen er ikke længere en mulighed – det er et spørgsmål om konkurrenceevne

Som virksomhed er det afgørende at forstå, hvordan beslutninger om klima også kan påvirke naturen. For eksempel kan valget om kun at bygge med træ virke klimavenligt, men hvis træet stammer fra ikke-bæredygtigt forvaltede skove, kan det skade biodiversiteten. 

Man kan kun træffe bevidste valg, hvis man har øje på både klimaforandringer og biodiversitet. For at sikre langsigtet værdi er det nødvendigt at integrere begge agendaer og forstå, hvordan de hænger sammen. 

I disse dage advarer en række forskere om et enøjet fokus på klimakrisen med pointen om, at biodiversitetskrisen er større end klimakrisen og fuldstændig fundamental for os. Denne ubalance kan udgøre en stor risiko for virksomheder.

Manglende kompetencer i bestyrelser

Desværre har alt for mange virksomheder endnu ikke sikret, at bestyrelserne har den nødvendige viden og kompetence om biodiversitet, hvilket er kritisk i et erhvervsmiljø, hvor bæredygtighed bliver stadigt vigtigere. 

Klimaagendaen er så småt sat, men ignorerer man biodiversitet, kan det føre til operationelle risici, som forstyrrelser i værdikæden eller tab af vigtige økosystemtjenester som rent vand, råstoffer og klimaregulering. Uden ekspertise bliver det svært at navigere i risici og muligheder forbundet med biodiversitet.

Langsigtet værdiskabelse gennem biodiversitet

For at styrke virksomheders arbejde med biodiversitet bør bestyrelser tage udgangspunkt i internationalt anerkendte initiativer som Taskforce on Nature-related Financial Disclosures (TNFD) og Science-Based Targets Network (SBTN). 

Ifølge en ny rapport fra Position Green sakker danske virksomheder væsentligt bagud, når det kommer til rapportering og brugen af de udbredte internationale rammeværktøjer TNFD og SBTN. Det er vigtigt, at danske virksomheder kommer i gang, så de ikke sakker bagud i forhold til nordiske og europæiske konkurrenter.

Disse rammer hjælper med at udvikle biodiversitetsstrategier og -handlinger, der ikke kun opfylder lovgivningskrav, men også aktivt bidrager til nye løsninger og forretningsmodeller. 

Samtidig er det afgørende, at data bruges strategisk og handlingsanvisende frem for blot at fokusere på rapportering for rapporteringens skyld. Ved at supplere compliance-diskussioner med en langsigtet tilgang til værdiskabelse og vækst, kan bestyrelser sikre, at virksomheder både reducerer risici og udnytter de muligheder, der ligger i en mere bæredygtig fremtid.

Tiden er inde til handling

Danske virksomheder står ved en skillevej. At ignorere biodiversitetens rolle i forretningen er ikke længere en mulighed – det er et spørgsmål om konkurrenceevne. Mens resten af Europa allerede bevæger sig fremad, risikerer Danmark at sakke bagud og miste både markedsandele og muligheder for innovation.

Det er tid for danske bestyrelser og ledelser at tænke langsigtet og tage biodiversitet alvorligt. Det kræver investering i viden, samarbejde på tværs af virksomheder og sektorer og en villighed til at tilpasse sig nye rammevilkår. Bestyrelserne skal tage ansvar og gå forrest. Ikke kun for at opfylde nye reguleringer eller sikre compliance, men fordi biodiversitet er en afgørende del af fremtidssikring af danske virksomheder.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis