Der har gennem de sidste måneder været diskussion om anvendelsen af kontanter. Nationalbanken traf i november beslutning om at afskaffe 1000-kronesedlen og at gå over til nye sedler.
Erhvervsministeren har fremsat et lovforslag om at nedsætte grænsen for handlendes modtagelse af kontanter fra 20.000 kr. til 15.000 kr. Afgørende for Nationalbanken og Erhvervsministeriet har været hensynet til at bekæmpe hvidvask.
Hensynet til hvidvask er imidlertid ikke det eneste hensyn, der bør indgå ved overvejelser om vort betalingssystem. Der kan peges på flere argumenter til fordel for at anvende kontanter.
For det første indebærer betaling med kontanter, at pengeinstitutter og detailhandlere ikke får indblik i privatpersoners forbrug. Det er et vigtigt hensyn.
Det er vigtigt for den personlige frihed – og for vores demokrati – at privatpersoner ikke føler sig under pres for at undgå udgifter, der kan føles nedværdigende, og/eller som kan skade deres kreditværdighed.
For det andet indebærer kontantsystemet en alternativ mulighed for at gennemføre betalinger i tilfælde af nedbrud i betalingssystemer forårsaget for eksempel af cyberangreb.
Gennem de sidste år har der været stigende fokus netop på risikoen for cyberangreb. De centraliserede danske betalingssystemer udgør en særlig risiko.
Måske burde man gå den modsatte vej og opfordre borgere til at have en beholdning af kontanter, der kan anvendes, hvis it-baserede betalingssystemer sættes ud af funktion.
For det tredje vil et yderligere skridt bort fra kontanter øge risikoen for, at pengeinstitutterne udnytter deres monopolstilling til at hæve gebyrer i forbindelse med kort og andre it-baserede betalingssystemer.
For øjeblikket har handlende og forbrugere den mulighed, at de kan fravælge betaling med kort, hvis gebyrer og andre betalinger sættes for meget i vejret.
For det fjerde udgør kontanter en sikring mod, at pengeinstitutterne igen indfører negativ indskudsrente. Kunder kan reagere mod en negativ indskudsrente ved at gå over til kontanter.
For det femte vil en begrænsning af muligheden for at anvende danske pengesedler indebære en risiko for, at personer i stedet anvender eurosedler til opbevaring og til betalinger.
Nationalbanken og det danske samfund mister herved en indtægt, og den bestående pengepolitiske autonomi udhules. Nationalbankens og erhvervsministerens tiltag repræsenterer et skridt hen mod at indføre euro ad bagvejen.
Endelig for det sjette indebærer kontanter en beskyttelse mod digital kriminalitet. Gennem de sidste år er digital kriminalitet blevet et stigende problem.
Hensynet til at imødegå hvidvask – og til at mindske omkostningerne i detailhandlen – bør vejes op mod de hensyn, der taler til fordel for kontanter. Det er tilsyneladende ikke sket.
I erhvervsministerens begrundelse for lovforslaget omtales kun hensynet til hvidvask. Lovforslaget kommer i øvrigt mindre end to år efter, at grænsen for kontantbetaling sidst blev nedsat. Der savnes en begrundelse for, hvorfor det igen er nødvendigt at nedsætte grænsen og derved ulejlige borgerne med ny lovgivning.
I den nyligt udkomne bog “Ufrihedens pris” fremhæver forfatteren og kommentatoren Dennis Nørmark en række eksempler på, hvordan frihed begrænses, fordi der ensidigt lægges vægt på et enkelt hensyn. På betalingsområdet har hensynet til hvidvask tilsyneladende trumfet andre hensyn, herunder friheden til at bevare anonymiteten omkring udgifter.
Det ville være ønskeligt med en analyse af politikken på hvidvaskområdet. Indsatsen mod hvidvask har medført store omkostninger i pengeinstitutterne og besvær for borgerne.
Det er spørgsmålet, om indsatsen står i forhold til omkostningerne. I analysen burde de forskellige hensyn vejes op mod hinanden, og det kunne samtidig vurderes, hvilke midler der kan anvendes mest hensigtsmæssigt.
I en undersøgelse over politikken med hensyn til hvidvask bør det også indgå, i hvilket omfang det er muligt at opfylde EU-krav med færre omkostninger. Hvad gøres der i andre lande?
Endelig bør det vurderes, om kriminalitet kan bekæmpes mere hensigtsmæssigt – og med færre omkostninger for borgere, erhvervsdrivende og pengeinstitutter – gennem andre metoder end tiltag mod hvidvask.
