Sidste år præsenterede regeringen en ny national strategi for bæredygtig vækst i dansk turisme, en plan, der desværre ikke blev født med de nødvendige midler til at gennemføre den. Derfor er det vigtigt, at 100 mio. kr. af de 180 mio. kr. afsat til dansk turisme i regeringens seneste finanslovsforslag bliver øremærket til bæredygtig vækst i turismeerhvervet. Når vi taler om bæredygtig udvikling inden for turisme, er kompleksiteten i opgaven nemlig enorm.
Først og fremmest ønsker turister mere end blot besøg: De ønsker en samlet oplevelse. Igennem hele værdikæden skal vi altså give turisterne muligheden for at træffe bæredygtige valg. Det handler ikke kun om at tilbyde bæredygtige løsninger, men også om at hjælpe turisterne med at finde og vælge dem.
“Desværre er turismen i sin natur en kompleks værdikæde
Dernæst er naturen en af Danmarks mest værdifulde aktiver inden for turisme, og den skal beskyttes. Det indebærer anlæggelse af stier, affaldshåndtering og beskyttelse af sårbare naturområder. Samtidig er det vigtigt, at turisterne spredes for at undgå overbelastning af populære destinationer.
Endelig spiller social bæredygtighed en væsentlig rolle. Ved at tilskynde flere til at besøge destinationer i Danmark uden for højsæsonen skaber vi flere helårsstillinger og giver liv til områder med lav befolkningstæthed. Desværre er turismen i sin natur en kompleks værdikæde sammensat af transport, overnatning, bespisning, shopping og oplevelser. Og dette komplekse netværk præges af manglende samarbejde og ressourcer til koordinering og bæredygtig omstilling.
Heldigvis har dansk turismes destinationsselskaber potentiale til at korrigere denne markedsfejl og koordinere værdikæden gennem de 19 destinationsselskaber og de seks bæredygtighedsdogmer, som forpligter alle destinationer til at arbejde aktivt ud fra retningslinjerne for respekt for mennesker, miljø og økonomi i deres udvikling af turismen.
Danske Destinationer opfordrer derfor til, at regeringens 100 mio. kr. bør målrettes disse konkrete formål. Der skal sættes turbo på den grønne omstilling i dansk turisme, da det er den eneste måde, Danmark kan bevare positionen som en førende destination inden for bæredygtig turismeudvikling.