At lede med naturen: Hvordan?

Stadig flere virksomheder forpligter sig til, hvad der kaldes nettopositiv biodiversitet eller naturpositive mål. Det vil sige, at virksomhedens aktivitet udover at genoprette biodiversitet også har en positiv indflydelse på den fremtidige biodiversitet. Det indebærer, at virksomhederne må engagere sig i konkrete, biodiversitetsfremmende løsninger. Eksempelvis eksperimenterer Carlsberg og Arla med regenerativt landbrug, Ørsted etablerer kunstige rev, og Velux er engageret i skovrejsning.

Hvorfor ser vi en ny tilgang til naturen?

Virksomheders nye tilgang til naturen indebærer et skift fra blot at afbøde biodiversitetstab til aktivt at udvikle biodiversitetsfremmende løsninger. Det skift drives af to hovedfaktorer. For det første har den alvorlige globale biodiversitetskrise skabt en stigende erkendelse af, at handling haster – både erhvervsledere, politikere, forskere og miljøorganisationer forstår, at naturen ikke kommer til at genoprette sig selv. For det andet er det i de fleste industrier næsten umuligt helt at undgå skader på biodiversitet, hvilket gør kompenserende tiltag helt nødvendige for at opnå nettopositive resultater.

Tre spørgsmål til virksomhedsdreven naturgenopretning

Selvom virksomheders engagement i naturgenopretning er en meget positiv udvikling, rejser det en række nye og svære spørgsmål, som ledere må forholde sig til: 

1. Hvilken natur ønsker vi at genoprette? Appeller om “mere natur” lyder tiltalende, men virkeligheden er langt mere kompleks. Skal vi genskabe økosystemer til en førindustriel tilstand? Eller bør vi omfavne nye, menneskeskabte landskaber, der både tilgodeser naturen og forretningsinteresser? Uden gennemsigtig styring og klare retningslinjer fra politikere må virksomheder træffe disse beslutninger alene – ofte på en måde, der stemmer overens med deres strategiske interesser frem for med langsigtede økologiske behov.

2. Hvordan genopretter vi naturen? Der er en grundlæggende spænding mellem de skalaer, som virksomheder og økosystemer opererer i – både i tid og rum. Økosystembaseret forvaltning prioriterer en holistisk, langsigtet tilgang og favoriserer bredere naturgenopretningsprojekter såsom beskyttede naturområder og nationalparker, som vi aktuelt ser i Den Grønne Trepart. Omvendt foretrækker virksomheder konkrete biodiversitetsfremmende løsninger med klare og målbare resultater, der er nemmere at rapportere og kommunikere. Et behov der ikke bliver mindre med de stærkt voksende rapporteringskrav. 

3. Hvad er innovationens rolle? Virksomheders påvirkning af naturen bliver et stadig større konkurrenceparameter. Biodiversitetsbidrag er begyndt at indgå i offentlige udbudsprocesser, som f.eks. den fejlslagne havvindauktion for nyligt, og nye rapporteringsstandarder gør det muligt at sammenligne og rangere virksomheders biodiversitetstiltag. Dette skaber incitament til at udvikle nye, innovative biodiversitetsfremmende løsninger. Det er dog et åbent spørgsmål, hvordan innovation og konkurrence og politisk definerede minimumskrav spiller sammen og skaber den rigtige drivkraft bag virksomheders engagement.

Fremtiden for virksomheders biodiversitetsindsats

Fremadrettet er der behov for rammer, som sikrer, at virksomheders biodiversitetsindsatser flugter med det langsigtede økosystems overlevelse – uden at forringe deres internationale konkurrenceevne. Det kræver nye styringsrammer, der balancerer virksomhedernes innovationskraft og behov for målbarhed med økosystemernes integritet. Det kan politikerne og embedsværket ikke håndtere alene – et internationalt samarbejde mellem virksomheder, forskere og naturbevaringsorganisationer er essentielt. Der er rigtig mange aktører, der byder ind, og det er absolut en risiko, at ledere kører træt i de mange forskellige krav og retninger og sænker ambitionsniveauet.

Vi ser lovende eksempler i havvindindustrien, som illustrerer, hvad vi har brug for:

Klare standarder og målemetoder – Ligesom CO2-udledninger har standardiserede målings- og rapporteringsmekanismer, kræver biodiversitetsgenopretning robuste rammer for at evaluere virksomheders påstande. Uden dem risikerer vi både manglende fælles retning og “natur-washing”. I havvindindustrien er Ørsteds lancering af en måleramme for biodiversitet, som opfordrer interesserede parter om input og kommentarer, et godt initiativ.

Incitamenter til systemiske løsninger – Regeringer bør tilskynde virksomheder til at bidrage til storskala og videnskabeligt funderede genopretningsprojekter frem for kun at belønne isolerede indsatser. Strengt beskyttede naturområder og koordinerede genopretningsprojekter er ofte mere effektive end enkeltstående virksomhedstiltag. Her er den danske regerings beslutning om at lægge spørgsmålet om sameksistensen imellem marine økosystemer og havvind ind i det nyoprettede Havnaturfonden et skridt i den rigtige retning.

Tværsektorielt samarbejde – Virksomheder skal arbejde sammen med naturbevaringsorganisationer, forskere og politikere for at sikre, at deres biodiversitetsindsatser er økologisk forsvarlige. I havvindindustrien er Offshore Coalition for Energy and Nature (OCEAN), som samler udviklere og miljøorganisationer, et lovende eksempel.

Vi står ved en skillevej. Virksomheder har den finansielle kapacitet, innovationskraft og skala til at drive meningsfuld biodiversitetsgenopretning. Men uden klare retningslinjer og større samarbejder er der en risiko for, at virksomheders tiltag bliver fragmenterede, kortsigtede eller endda skadelige. 

Mens regeringer skal opstille de overordnede rammer, må virksomhederne erkende, at naturen er en integreret del af deres forretningsmodel og drift. Efter århundreder med enten at forsøge at beskytte sig mod eller kontrollere naturen er det på tide, at virksomheder (gen) lærer at organisere i takt med naturens rytmer og behov.