ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Dette er et debatindlæg skrevet af en eller flere eksterne skribenter. Indlægget afspejler en personlig holdning. Forslag til debatindlæg kan sendes til Børsen Opinion: opinion@borsen.dk

Anders Fogh: Lad brexit-afstemningen være et wake-up call for hele EU

Verden følger spændt med på sidelinjen, når de britiske vælgere 23. juni går til stemmeurnerne for at afgøre Storbritanniens fremtid i EU. Utroligt meget står på spil – ikke blot for briterne, men også for resten af EU.

Jeg ønsker ikke at male fanden på væggen. Vi skal nok overleve et britisk nej, men det vil kaste EU ud i en eksistentiel krise. Et britisk exit vil så tvivl om andre medlemslandes fremtid i EU. Krisesituationen vil uværgeligt stjæle opmærksomhed fra Europas asylkrise, gældskrisen i Grækenland, den kroniske lavvækst og truslen fra Rusland. Problemerne vil hobe sig op og give EU-skeptikerne mere blod på tanden.

"Putin vil ikke begræde et britisk farvel til EU. Rusland vil have lettere ved at gøre sin indflydelse gældende i et svagt og splittet EU"

Et Brexit vil svække os og styrke vores modstandere. Det er ikke uden grund, at Kreml i årevis har sponsoreret EU-kritiske højrefløjspartier i deres kamp mod EU. Medlemmer af det britiske EU-kritiske parti, UKIP, er hyppige gæster i det statssponsorerede nyhedsmedie Russia Today, og Rusland støtter økonomisk det EU-kritiske franske parti Front Nationale. UKIP's formand, Nigel Farage, har tidligere betegnet Putin som en fremragende strateg, og Putin har rost Front Nationales leder, Marine Le Pen, for hendes evne til at sprede konservative værdier og styrke den nationale suverænitet.

Putin vil ikke begræde et britisk farvel til EU. Rusland vil have lettere ved at gøre sin indflydelse gældende i et svagt og splittet EU. Dertil kommer, at et fragmenteret Europa vil virke langt mindre tiltrækkende for Ruslands egen befolkning og nabolande og samtidig svække EU’s muligheder for at opretholde sanktioner mod landet. Af samme grund frygter de EU-medlemslande, der grænser op til Rusland, et nej mere end nogen andre. De har på egen krop mærket, hvad konsekvensen er, når Rusland ikke står over for et samlet Europa.

Brexit vil være bombe under britisk økonomi

Derfor gik der et sus gennem Europas hovedstæder – også gennem NATO's – da den britiske premierminister, David Cameron, i januar 2013 lovede briterne en genforhandling af Storbritanniens forhold til EU og dernæst en folkeafstemning, hvis han blev genvalgt som regeringsleder ved valget i 2015.

Det indre marked understøtter 4,2 millioner arbejdspladser i Storbritannien, 50 pct. af eksporten går til resten af EU og som en del af verdens største indre marked bestående af 500 mio. borgere, kan Storbritannien nyde godt af fordelagtige handelsrelationer til resten af verden.

Den britiske økonomi blomstrer i disse år, men det har ikke altid være tilfældet. I starten af 1970’erne gik Storbritannien under betegnelsen "Europas syge mand". Britiske virksomheders frie adgang til det indre marked samt den øgede konkurrenceudsættelse har været med til at gøre Storbritanniens økonomi til en af Europas stærkeste og mest dynamiske. Et britisk farvel til EU vil være en bombe under britisk økonomi. Nye beregninger fra det britiske Finansministerium viser, at den britiske økonomi kunne skrumpe med hele 6 pct. og hver britisk hustand miste i omegnen af 40.000 kr. inden for de næste 15 år, hvis Storbritannien forlader EU.

"Vi er samlet set for dårlige til at forsvare EU-samarbejdet og fortælle om, hvor uundværligt det er"

Trods EU’s store betydning for Storbritannien figurerer EU langt nede på listen over emner, der betyder noget for briterne. Ligesom i Danmark er det beskæftigelse, indvandring, skat og sundhed, der virkelig kan få folk op af stolene. I stedet for at tale EU-samarbejdet op har britiske politikere i årevis brugt EU som en prygelknabe, når problemer har tårnet sig op. Og taget æren når tingene flaskede sig. Fra min tid i dansk politik må jeg erkende, at det samme billede gør sig gældende i dansk politik. Nogle partier bærer mere skyld end andre. Men vi er samlet set for dårlige til at forsvare EU-samarbejdet og fortælle om, hvor uundværligt det er. Glemmer vi fordelene ved EU, bliver befolkningen gradvist mindre og mindre interesserede i fortællingen og de praktiske fordele ved det europæiske samarbejde. Konsekvensen ser vi i Storbritannien, hvor de to dominerende vælgergrupper i dag enten er EU skeptikere eller ligeglade med EU.

Camerons gamble kan styrke EU

Det er de selvsamme vælgere, den britiske regering nu forsøger at mobilisere og overbevise om fordelene ved fortsat EU-medlemskab. Der er meget på spil for den britiske premierminister. Taber ja-siden, vil det sende chokbølger gennem britisk økonomi, destabilisere landet – Skotland har allerede truet med at søge selvstændighed i tilfælde af et nej – og Camerons egen politiske fremtid vil der blive sået tvivl om.

Cameron spiller unægteligt højt spil. Men omvendt kan det være nødvendigt at sætte tingene på spidsen, hvis man som politiker vil gennemtvinge forandringer. Folkeafstemningen har ført til en grundig drøftelse af fordele og ulemper ved det europæiske samarbejde. Nej-siden appellerer dygtigt til den nationale identitet, men de har ikke kunne opstille et reelt økonomisk eller sikkerhedspolitik alternativ til EU.

Dertil kommer, at den britiske premierminister godt kan bryste sig af den aftale, han fik forhandlet på plads med Det Europæiske Råd i februar i år. Siger briterne ja til fortsat medlemskab af EU, træder den nye aftale mellem Storbritannien og EU i kraft umiddelbart efter.

Med aftalen har Storbritannien opnået en tydelig anerkendelse af, at euroen ikke er EU's eneste valuta, og at lande uden for euroen ikke stilles dårligere end dem, der er med. Ikke-eurolande skal heller ikke være med til at finansiere for eksempel redningsplaner for at stabilisere euroen, hvis den er i krise. Endelig har briterne fået en undtagelse fra den symbolske sætning i traktaten: "en stadig tættere Union".

For Danmark er aftalen også godt nyt. Stemmer briterne ja vil Danmark, såfremt det vurderes nødvendigt, kunne gøre brug af en såkaldt "nødbremse", så EU-borgere, der ankommer til landet, gradvist skal optjene retten til modtage sociale ydelser. Det vil desuden blive gjort muligt for Danmark at indeksere børnepengesatsen, så den stemmer overens med leveomkostningerne i det land, hvor EU-borgeren bor.

"Onde tunger vil kalde briternes forhandlingsstrategi pistoldiplomati, men jeg synes snarere, at vi skal betragte det som en helt nødvendig vitaminindsprøjtning"

Med aftalen har EU’s medlemslande desuden forpligtet sig til at færdiggøre det indre marked for services, energi og kapital. Og vil desuden fortsætte arbejdet med at udvide det digitale indre marked, nedbringe EU’s bureaukrati og forbedre lovarbejdet i Bruxelles. Initiativer som danske virksomheder vil drage stor nytte af.

Var der ikke den overhængende fare for et brexit, havde EU-Kommissionen og de øvrige EU-medlemslande næppe accepteret den pakke, som Cameron blev tilbudt tidligere i år. Onde tunger vil kalde briternes forhandlingsstrategi pistoldiplomati, men jeg synes snarere, at vi skal betragte det som en helt nødvendig vitaminindsprøjtning.

EU har virkelig brug for at levere en mere fokuseret indsats. Briternes genforhandling har leveret nogle af svarene: en udvidelse af det indre marked, en beskyttelse af de nationale velfærdsydelser og en mere erhvervsvenlig regulering.

Anerkendelsen af, at Euroen ikke er den eneste valuta i EU samt undtagelsen fra formålserklæringen "en stadig tættere Union", er nok symbolske, men markerer et vigtigt skridt mod et EU, hvor ikke alle medlemslande behøver at dele samme mål og visioner for det EU, de er en del af. Den europæiske sammenhængskraft er stærkest, hvis integrationen er drevet af tiltrækning og ikke af tvang.

Det britiske wake-up call

Det er i sandhed foruroligende, at vi  24. juni kan vågne op til et EU uden Storbritannien. Landet er EU’s stærkeste forkæmper for frihandel, en fortsat udvidelse af det indre marked og er i kraft af sin militære størrelse og geopolitiske klarsyn EU’s vigtigste spiller i kampen mod de autoritære kræfter, der forsøger at svække os. Storbritannien er i dag med til at sikre et EU i balance. Forstyrres balancen, kan EU på sigt miste flere medlemmer. Ingen bør drømme om et fragmenteret Europa. Første og Anden Verdenskrig viste os, hvilke ødelæggelser et nationalistisk og fragmenteret Europa kan skabe.

"Jeg håber inderligt, at den britiske EU-folkeafstemning er et wake-up call og ikke et uigenkaldeligt farvel til Storbritannien i EU"

Vi har trykket på snooze-knappen utallige gange. Briterne kom for sent ud af sengen, og det er nu en reel risiko, at Storbritannien forlader EU-samarbejdet. Jeg håber inderligt, at den britiske EU-folkeafstemning er et wake-up call og ikke et uigenkaldeligt farvel til Storbritannien i EU. Stemmer briterne ja til EU, kan Camerons aftale fra februar i år give EU en tiltrængt vitaminindsprøjtning. Men et fornyet fokus på værdiskabelse, sikkerhed og handel bør ledsages af en mere venligstemt EU-retorik, der afspejler den enorme betydning, EU har for vores økonomiske og politiske fremtid. 

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis