Midt i november offentliggjorde Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø en undersøgelse, der viser, at stress hvert år koster de danske arbejdspladser mere end 16 mia. kr.
Stress koster. Og stress koster dyrt både for den stressramte, for erhvervslivet og samfundet som helhed, når så mange danskere er syge med stress.
En sygemelding i sig selv er sjældent svaret, for stress handler ikke bare om arbejdet i sig selv, om man har mange eller få opgaver. Om man arbejder mange eller få timer. Det handler om, hvor pressede vores hjerner er, og stress er et symptom på, at hjernen er overbelastet.
Det er helt almindeligt og ufarligt at være stresset i en kort periode. Men man kan også nå dertil, at man bliver alvorligt syg af stress. Decideret syg og i en sådan grad, at det kræver behandling.
Ikke bare symptombehandling, hvor man tager en sygemelding, hviler sig og får en håndfuld samtaler med en psykolog eller en coach, for så at kunne lidt igen, indtil man atter bliver syg af stress, for det er desværre også sådan, det er at være stresset; at man nemt bliver syg igen.
Skal vi hjælpe de mange stressramte, skal der en ny tilgang til, for stress betragtes ikke som en sygdom, og derfor kan man ikke få en diagnose. Og en diagnose er ofte vejen til den rette behandling.
Hvis man er syg af stress efter vores definition, er et længere behandlingsforløb påkrævet for at få varig virkning.
Ofte er stress-syge mennesker ikke i stand til at passe på sig selv, og i deres stræben efter at yde, bidrage og føle sig sete præsterer de det umenneskelige.
De har derfor ofte en tilværelse, hvor de konstant ligger på grænsen af et stresskollaps.
Og det er ikke mennesker, der er svage, tilbageholdende eller skrøbelige. Rigtig mange af de mest stressyge er mennesker, der har det dér ekstra gear.
De er arbejdsomme, vellidte og hjælpsomme og agerer som centrum for det umuliges kunst.
Forskellen er, om de i den sidste ende kender grænsen, og når at sige stop, før det er for sent, og et sundt pres bliver til syg af stress.
Fællesnævneren for de årsager, hvor det at have stress går helt galt, er et lavt eller manglende selvværd, hvilket betyder, at de er i stand til at yde ekstraordinært uden at føle normal træthed.
Det handler om en grundlæggende mangel på evnen til at sætte grænser, så grundlæggende at der skal en egentlig behandling til, hvis primære mål er ændring af personligheden og dermed en retablering af evnen til at sige fra.
Det handler om opbygning af den stressramtes selvværd, en læringsproces frem mod at kunne mærke og respektere sig selv.
Det handler om at opbygge et sprog og en evne til at sige fra, ændre retning og være tydelig i det, man ønsker og kan.
En sådan ændring tager tid. Lang tid. Fra opstart med opbygning af en tillidsfuld behandlingsrelation til gennemførelse af en konkret behandlingsstrategi, der samlet set sætter en forandringsproces i gang.
Set i det lys vil seriøs behandling af stress ikke kunne gennemføres på kort tid, hvis den skal have en varig effekt.
Derfor er der også vigtigt at kunne definere og udrede, om man er kortvarigt stresset eller egentlig syg af stress og derfor har brug for en reel og grundig behandling.
Når stress opstår sammen med en manglende evne til at sige fra, så må det betegnes som en sygdom. Og der er behandling, som med stor sikkerhed kan give et godt resultat.
Men stress er endnu ikke en diagnose, og derfor formår vi ikke som samfund og i vores sundhedsvæsen at tilbyde konkret henvisning og behandling.
Der er brug for, at stress anerkendes som en diagnose, så der kan opbygges retningslinjer for et professionelt behandlingsarbejde, hvor praktiserende læger kan henvise til certificerede specialister og opkvalificerede praktiserende psykologer.
Måske er den manglende mulighed for at få stress som diagnose en af årsagerne til, at vi ikke tager stress alvorligt nok?
Men har vi råd til at lade være, når vi ved, at det koster både samfundet og den enkelte dyrt?
