Det er en offentligt kendt hemmelighed, at det går alt for langsomt med at få installeret industrirobotter i landets små og mellemstore virksomheder. Det går ud over produktiviteten og Danmarks konkurrenceevne.
Derfor skal de altså i gang, og selvom der arbejdes på højtryk for at gøre industrirobotter til det lette valg fra mange sider med rådgivning, vidensdeling og økonomiske tilskud, så bliver det ligesom ikke til mere. Faktisk viser tal fra Erhvervsministeriet, at næsten 70 pct. af alle virksomheder i Danmark ikke engang har undersøgt, om det vil kunne betale sig at installere robotter.
Senest er der så kommet endnu et klart eksempel på, at smv’erne simpelthen ikke gør den nødvendige indsats for at få udvidet robotparken i produktionsdanmark.
En ny pulje i SMV:Digital giver op til 100 ansøgere mulighed for at få 50.000 kr. til privat rådgivning om robotteknologi. Virksomhederne burde slå til uden at tøve, men alligevel var der to uger efter, at puljen blev tilgængelig, kun ti ansøgere. Det er ikke godt nok.
Vi står midt i en stor debat om mangel på arbejdskraft, så det undrer mig virkelig, at virksomhederne ikke gør deres ypperste for at undersøge muligheden for at automatisere produktionen. Det kan jo kun være i deres interesse at øge produktiviteten og forebygge nedslidning af medarbejderne. Ansvaret ligger i sidste ende hos virksomhederne og deres ejere.
I Dansk Metal har vi i årevis fortalt om alle fordelene ved at installere robotter. Vi vil derfor igen opfordre virksomhederne til at tage næste skridt og ikke bare lade det blive ved brokken om mangel på arbejdskraft, men i stedet gøre noget ved det selv. Nogen må jo gøre noget.
Den nye pulje hos SMV:Digital er et helt oplagt sted at starte, fordi det giver virksomhederne mulighed for at få afdækket deres behov, inden de går ud og investerer i nyt udstyr som en industrirobot eller kollaborativ robot.
Jeg ved, at behovene er der. Det handler bare om at få dem afklaret, så virksomhederne kan investere i fremtidens produktionsdanmark med ro i maven.