Regeringen har sikret en aftale om forbedrende vilkår for generationsskifte af Danmarks familieejede virksomheder. Aftalen rummer tre elementer: 1) en nedsat afgift fra 15 til 10 pct., 2) skematiske regler for værdiansættelse og 3) ligestilling af ejendomsvirksomheder med alle andre virksomheder. Der er tale om den væsentligste skattepolitiske forbedring af rammevilkårene for generationsskifte i de seneste 25 år.
Derfor fortjener regeringen ros for både viljen til at gennemføre de forbedrede vilkår og for evnen til at sikre et bredt flertal i Folketinget. De skattemæssige vilkår for generationsskifte har altid været en ideologisk kampplads og har derfor været præget af ustabilitet og uforudsigelighed. Den indgåede aftale demonstrerer værdien af en bred flertalsregering.
Det er vel i en vis grad holdningsbaseret, hvilken værdi man tillægger Danmarks familieejede virksomheder, og hvilke rammevilkår man ønsker for generationsskifte i Danmark.
Min holdning er, at de familieejede virksomheder udgør rygraden i dansk erhvervsliv. Min personlige erfaring fra mit virke som fødselshjælper ved generationsskifter igennem +35 år er, at familieejerskab i alle egne af Danmark generelt sikrer, at vi har små såvel som store virksomheder, der overlever og udvikler sig med et sigte og en værdibalance, som ikke ville være givet, hvis de udelukkende var styret af rent kapitalistisk effektivitet.
De økonomiske vismænd mener, at en nedsat afgift er negativt for arbejdsudbuddet, men hvad med virksomhedernes investeringskraft? Beskatningen ved generationsskifte skal jo i sidste ende bæres af virksomheden.
Hvis den unge generation skal betale en mio. kr. i afgift, kræver det, at virksomheden udbetaler 1,725 mio. kr. i udbytte, som altså fragår virksomhedens egenkapital og likviditet, og som samtidig forringer virksomhedens soliditet og låneevne.
Hvad betyder dette for virksomhedernes investeringskraft og for bevarelsen og udviklingen af arbejdspladser i hele Danmark? Jeg deltog i den tidligere regerings ekspertgruppe vedrørende generationsskifte. Jeg var mindretallet. Ifølge kommissoriet skulle vi inddrage de erhvervsmæssige konsekvenser i vores anbefalinger. Ekspertgruppens flertal valgte imidlertid at se bort fra denne del af kommissoriet.
“Min holdning er, at de familieejede virksomheder udgør rygraden i dansk erhvervsliv
Spørgsmålet om virksomhedernes investeringskraft hænger snævert sammen med de skattemæssige regler for værdiansættelse; jo højere værdien sættes, jo mere forringes virksomhedens investeringskraft og finansieringsevne, og jo vanskeligere vil det være for næste generation at videreføre virksomheden.
Og det alvorlige er, at en skattemæssig værdiansættelse ikke blot rummer virksomhedens egenkapital – altså penge som er sparet op – men tillige en kapitalisering af indtjeningsevnen, som jo altså udgør penge, som slet ikke er tjent endnu.
Dette er vel tankevækkende. Generationsskifte kræver altså, at virksomheden skaffer finansiering af penge, man endnu ikke har tjent – og som måske aldrig vil blive tjent.
Og på dette punkt leverer regeringen den vigtigste sikring af de familieejede virksomheder, nemlig med regler om skematisk værdiansættelse.
Det nugældende regime har udviklet sig, så skattevæsnet har ret til at foretage skøn, herunder om den fremtidige indtjening, mens det så herefter påhviler virksomheden at godtgøre, at skattemyndighedernes skøn er forkert; en reelt umulig opgave, når det drejer sig om fremtiden. Sådan er vores system indrettet.
Regeringens aftale sikrer, at virksomheder kan værdisættes på de faktiske historiske resultater. Uden skøn og gætværk. Dette er et rigtigt princip. Ved generationsskifte fortsætter virksomheden i sit hidtidige spor.
Værdiansættelse bør derfor ikke basere sig på gæt om den fremtidige indtjening. De nye regler vil sikre forudberegnelighed, så den enkelte virksomhed kan planlægge sit generationsskifte og skaffe den nødvendige finansiering, og reglerne vil ikke mindst etablere tiltrængt retssikkerhed, så vores ejerfamilier ikke skal kæmpe en ulige og umulig kamp vedrørende antagelser om fremtiden.
Det tredje element i regeringens aftale, ligestillingen af de familieejede ejendomsvirksomheder, gør op med en usaglig ideologisk begrundet modvilje og har længe været tiltrængt. En aktiv ejerfamilie bør naturligvis have ensartet mulighed for generationsskifte, uanset om familien udlejer festartikler, landbrugsmaskiner, biler eller fast ejendom.
Regeringen skal derfor have både tak og ros.
