ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Dette er et debatindlæg skrevet af en eller flere eksterne skribenter. Indlægget afspejler en personlig holdning. Forslag til debatindlæg kan sendes til Børsen Opinion: opinion@borsen.dk

“Affaldshierarkiet bør være i fokus fra første streg på tegnebrættet”

Ifølge Christian Kofod kan affaldshierarkiet optimere byggebranchens ressourceforbrug, hvis materialernes videre liv tænkes ind allerede fra første streg på tegnebrættet.
Ifølge Christian Kofod kan affaldshierarkiet optimere byggebranchens ressourceforbrug, hvis materialernes videre liv tænkes ind allerede fra første streg på tegnebrættet. Rockwool/APPR/Ritzau Scanpix

Genanvendelse bliver bredt betragtet som en vigtig del af byggeriets grønne omstilling. Men selv om mange materialer genanvendes, ser vi fortsat gode byggematerialer bevæge sig ned gennem affaldshierarkiet, når de skal have nyt liv, hvorfor alt for mange værdifulde ressourcer til syvende og sidst ender på deponi eller sendes til forbrænding.

Jo tidligere vi inkluderer krav til genanvendelse eller genbrug af de anvendte materialer, jo større er muligheden for, at vi undgår deponi. Funktion og ydelseskrav er alfa og omega, herunder klimaaftryk og materialernes levetid og for, hvad der kan ske med dem bagefter. 

Kan de genbruges? Kan de genanvendes? Og kan de bevare deres værdi, når den bygning, de indgår i, engang skal renoveres eller rives ned?

Det handler heller ikke kun om klimaet. Byggeriet står over for et potentielt forsyningsgab, som kan betyde, at materialer skal fragtes over længere afstande og bliver dyrere. Derfor er det afgørende, at de materialer, vi allerede har til rådighed, kan få nyt liv i byggeriet og bevare deres værdi i byggeriets værdikæde frem for at blive downcyclet og til sidst ende på deponi.

Det er også baggrunden for, at Dansk Industri har råbt vagt i gevær og efterlyst politisk handling i form af en national råstofstrategi, der blandt andet skal bane vejen for øget genanvendelse – ikke kun i bygge- og anlægssektoren, men i hele samfundet.

Ressourcer med omtanke

I Rockwool, Rockpanel og Rockfon har vi skabt Rockcycle-ordningen, hvor vi tager gamle stenuldsprodukter retur og smelter dem om til nye stenuldsprodukter. På den måde kan materialet indgå i produktionen igen uden at miste de egenskaber, der gør det anvendeligt som byggemateriale.

Genanvendelse nytter altså noget. Men det kræver, at vi træffer de rigtige materialevalg fra begyndelsen og ikke kun ser på materialernes levetid i én bygning

Ordningen har efterhånden mange år bag sig og blev skabt, før bæredygtighedsdebatten for alvor tog fart. Dengang blev det først og fremmest betragtet som ganske almindelig snusfornuft og godt købmandskab at bruge sine ressourcer med omtanke.

De seneste regler fra Miljøstyrelsen om genanvendelse af mineraluld har givet yderligere rygstød til den udvikling: Det er ikke bare en god idé at sortere stenuld og genanvende det, det er en pligt. Samtidig gør nye samarbejdsaftaler det endnu lettere at få sendt brugt stenuld og nyt fraskær retur til vores fabrikker, så materialet kan indgå i produktionen på ny.

Genanvendelse nytter

Og gør det så en reel forskel?

Siden 2012 er mere end 85.000 ton stenuld blevet genanvendt, og vores fabrik i Vamdrup er blevet moderniseret og optimeret, så den kan modtage endnu mere returuld. De 85.000 ton svarer til den mængde stenuld, der skal bruges til at isolere omkring 25.000 parcelhuse. I stedet for at havne på deponi for en langsom død, bliver stenulden genanvendt og tilføjer nyt liv til byggeriet.

Genanvendelse nytter altså noget. Men det kræver, at vi træffer de rigtige materialevalg fra begyndelsen og ikke kun ser på materialernes levetid i én bygning, men over mange generationer af byggeri.

Hvis vi gør det, bliver affaldshierarkiet heller ikke en akademisk øvelse, vi først skal forholde os til, når et materiale er blevet til affald. Det bliver et konkret værktøj allerede ved tegnebrættet. Og det er dér, vi har mulighed for at skabe et byggeri, der er i bedre balance med klodens sparsomme ressourcer.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis