Fredag den 6. gik 3F’s cheføkonom Frederik I. Pedersen i rette med mig på disse sider.
Baggrunden for kritikken er, at jeg i den økonomiske kommentar den 1. december pegede på, at dansk økonomi de sidste 20 år ikke helt har fulgt med nabolandenes.
Jeg havde også den 3. november dokumenteret, hvordan dansk produktivitet og privatforbrug er faldet bagud. Frederik I. Pedersen skrev, at det ikke “står klart, hvad der er belægget for Christian Bjørnskovs påstand”.
Havde han blot sendt mig en mail, havde han fået svaret uden at skulle rykke ud i medierne.
“Når Frederik således påstår, at min kommentar 1. december var et fejlskud “set med fagøkonomiske briller”, er der derfor tale om nogle helt særlige briller
Som jeg faktisk skriver i kommentaren den 1. december, er min datakilde til indsigten Penn World Tables. Det er en af de største databaser med internationalt sammenlignelige økonomiske data.
Som de fleste andre universitetsforskere, der beskæftiger sig med økonomisk vækst og langsigtet udvikling, har jeg en klar præference for at bruge enten Penn eller Verdensbankens statistik.
Mange års forskning har vist, at de er pålidelige, præcise og løser problemerne med at sammenligne på tværs af lande og myndighedstraditioner.
De nye tal, som Frederik I. Pedersen noterede, at han før jul fik fra Danmarks Statistik, og som åbenbart viser det modsatte af mine kommentarer, er ikke fra en af disse kilder.
De er derimod fra Eurostat, der bruges flittigt af cheføkonomer og tænketanke, men faktisk ikke så meget af forskere.
Når Frederik I. Pedersen således påstår, at min kommentar 1. december var et fejlskud “set med fagøkonomiske briller”, er der derfor tale om nogle helt særlige briller.
Eurostat er under EU-kommissionens kontrol og er dermed i modsætning til Penn World Tables ikke politisk uafhængig og har heller ikke ret til at verificere, om landene indberetter korrekte data.
Desuden følger dets købekraftskorrektion ikke – som Penn og Verdensbanken – FN’s International Comparison Program. Eurostats data er derfor anderledes.
Hvad 3F og Frederik ville opnå med at angribe min faglighed forleden, er mig en gåde. Der er tale om en forskel i valg af datakilder – og de kunne bare have spurgt.