Dansk økonomi er fløjet bort fra vinterens hårde coronanedlukning. Boligmarkedet sætter rekord, beskæftigelsen er langt over niveauet fra før pandemien ramte, bnp var i tredje kvartal over den vækstbane, som økonomien befandt sig på før corona, og virksomhederne melder om mangel på både materialer og medarbejdere.
Men er dansk økonomi ved at overophede? Det sande svar på det spørgsmål er et klart og rungende – måske. For sandheden er, at det først er på den anden side af en overophedning, at den for alvor er tydelig. Når man kigger på de nuværende økonomiske nøgletal, kan man sagtens finde grund til bekymring, hvis man kigger på indikatorerne for mangel på arbejdskraft. Men samtidig er lønvæksten langtfra eksploderet, og vi har et solidt overskud på betalingsbalancen.