ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Bocian: En vaccine vil styrke økonomien markant – men nogle virksomheder kommer under pres

Arkivfoto: Dado Ruvic/Reuters/Ritzau Scanpix
Arkivfoto: Dado Ruvic/Reuters/Ritzau Scanpix

Den økonomiske udvikling har siden foråret været i coronapandemiens vold. Både da økonomien dykkede i foråret, og da væksten var høj hen over sommeren, skyldtes det pandemiens udvikling. Glædeligvis kan vi håbe på, at corona snart slipper økonomien helt. Vi kan ikke helt urealistisk håbe, at en vaccine er godkendt og udrullet i et tilstrækkeligt omfang, til at det gør en økonomisk forskel frem mod sommeren næste år.

En vaccine vil gøre, at både vi og vores samhandelslande kan fjerne coronarestriktionerne – det vil løfte den økonomiske aktivitet. Der kan dog stadig være arvæv fra krisen – alt bliver ikke øjeblikkeligt godt igen – men meget gør. Glædeligvis ser det ikke ud til, at arvævet er så voldsomt, som man kunne have frygtet. Det ser ud til, at krisen er mildnet ved hjælp af aktivistisk penge- og finanspolitik.

Alt bliver ikke øjeblikkeligt godt igen, men meget gør

Når økonomien vender tilbage til en mere normal situation, bør penge- og finanspolitikken gøre det samme. Det er imidlertid ikke uden udfordringer. Centralbankerne har ikke store erfaringer med at stramme pengepolitikken – og for politikerne er det altid svært at fjerne punchbowlen, når festen er ved at blive sjov. Udfordringen er, at man både kan stramme for tidligt og for sent og for lidt og for meget – ingen ved, hvornår timingen eller doseringen er den rette.

Men højere renter og finanspolitiske stramninger må forventes. Så selvom vaccinen grundlæggende er god for vækst og beskæftigelse, vil der også være sektorer, der rammes. Vi må også forvente, at vores privatøkonomiske adfærd ændres – til gavn for de fleste virksomheder, men ikke alle. I år har vi fokuseret på det nære. Vareforbruget er steget, vi har købt sommerhuse – og håndværkerne har haft travlt. Vi har haft råd, da vi ikke har kunnet rejse eller gå ud i samme grad som normalt. Når vi kan det igen, vil nogle sektorer boome, andre vil opleve det som skidt nyt. Vi har allerede købt det nye tv, og er sommerhuset lige så dejligt, når vi alternativt kunne tage sydpå? Ingen ved, præcist hvordan økonomien vil reagere, men vaccinen vil forventeligt både skabe vindere og tabere – dog klart flest vindere. Vores økonomiske omstillingsevne bliver dog afgørende, når arvævet skal behandles.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis