Tanken er af den slags, som de færreste bryder sig om at omsætte til grum virkelighed.
Men en global finans- og gældskrise lurer i kølvandet på coronapandemien. P.t. beskrives de økonomiske konsekvenser som oftest som en recession. Men de burde ifølge den internationalt anerkendte økonom Carmen Reinhart realistisk set beskrives som en depression, helt på linje med hvad verden oplevede i 30’erne efter børskrakket i 1929.
Årsagen er ligetil, men deprimerende at få præsenteret kort og kontant. Coronapandemien har ramt hele verden over en periode på få måneder. Rig og fattig på én gang. Alle har været nødt til at reagere med de samme værktøjer: omfattende hjemmekarantæner, udgangsforbud, nedlukninger af store dele af de økonomiske aktiviteter.
Nedlukningerne koster, og fordi ingen lande – med uhyre få undtagelser – har nogen gemte formuer, så bliver udgifterne lånefinansierede. Det samme gælder for mange virksomheder – omend flere af dem end nationalstaterne er velhavende – og det gælder private borgere. Derfor trækkes der så meget forbrug og så mange investeringer ud af den samlede globale økonomi, at det bliver umuligt at servicere store mængder lån, hvad end det er i erhvervslivet eller blandt staterne.
En klar modsætning til finanskrisen, hvor de industrialiserede lande blev hårdt ramt – ifølge Reinhardt var det “kun” grundlæggende en bankkrise i 11 avancerede økonomier – men hvor de nye økonomier slap relativt billigt. Denne gang slipper de ikke. Direkte er de ramt af pandemien, præcis som de udviklede lande. Indirekte er især de lande, der er store rejsemål og med en betydelig bnp-andel fra turistindtægter, ramt endnu hårdere, fordi den globale turistindustri som bekendt er i den største krise nogensinde. Det samme gælder de lande, hvor en stor del af valutaindtægterne kommer fra de penge, der sendes hjem fra arbejdere i udlandet.
Dommen fra Joseph Stiglitz, nobelprisvinder i økonomi i 2001, er på niveau med Carmen Reinharts og tilsvarende dyster: “Med så mange økonomiske aktiviteter sat i bero og skatteindtægter i frit fald bliver mange lande tvunget til at erklære sig statsbankerot,” understreger han i en analyse i The Guardian.
Carmen Reinhart, økonomiprofessor ved Harvard Kennedy School, peger på, at “nedturen bliver efterfulgt af en finanskrise i store dele af verden, fordi nonperforming virksomhedslån vil hobe sig op sammen med statsbankerotter”. I tidsskriftet Foreign Affairs skriver hun sammen sin mand, Vincent Reinhart, cheføkonom, BNY Mellon Asset Management, at fordi depressionen i 30’erne var så katastrofalt dyb og ødelæggende, har både økonomer og andre siden undgået at anvende “ordet depression”. Men Reinhart-parret mener, at det over for de millioner af mennesker, der enten har mistet deres job eller lukket deres forretninger, vil være respektløst at anvende et mindre alvorligt ordvalg om denne “pandemiske depression”.
Den fælles konklusion er, at mens håb om en snarlig coronavaccine og/eller kur vokser, så gør udsigten til en finanskrise det også. Endda uden at tale om konsekvenserne af en anden coronabølge – der ifølge OECD allerede har ramt Europa – og derfor nye omfattende nedlukninger af aktiviteter.
Verdens samlede bnp vil ifølge OECD falde med 7,6 pct. i år. 2020 er med undtagelse af 2009 det eneste år siden Anden Verdenskrig, hvor verden er i negativ vækst, endda i betydelig negativ vækst. Undtagelsen er Kina, der kan forvente en positiv vækst på 2,5 pct. i 2020.
“2020 er med undtagelse af 2009 det eneste år siden Anden Verdenskrig, hvor verden er i negativ vækst
Uden negative overraskelser vil billedet være forbedret i 2021. Den positive vækst, der i forvejen ventes i tredje og fjerde kvartal i år i USA og størstedelen af Europa, vil fortsætte. Men det er langt fra ensbetydende med et opsving. Dertil har nedturen været for dyb. Erfaringerne fra alle finanskriser siden midten af det nittende århundrede viser, at det gennemsnitligt tog otte år, før bnp per capita var tilbage på niveau inden krisen. Intet indikerer, at det denne gang bliver bedre. Globaliseringen, der blandt de fleste økonomer anerkendes som vækstskabende, var allerede inden pandemien i tilbagegang. Målt på vækst i verdenshandelen er globaliseringen halveret mellem 2008 og 2018. Siden er Kina og USA kommet i handelskrig, og pandemien har ganske enkelt gjort det sværere at handle på tværs af grænserne, ligesom de såkaldte værdikæder bliver forkortet; flere lande vil have essentiel produktion tilbage inden for egne grænser.
Joseph Stiglitz mener, at hans advarsel i 2013 om verdens næste gældskrise nu bliver virkelig på grund af en ødelæggende alliance mellem “kortsigtede finansielle markeder og kortsigtede regeringer,” der stod sammen om en betydelig global gældsopbygning. 100 lande i lav- og mellemindkomstkategorien skal betale renter og afdrag på disse lån på tilsammen 130 mia. dollar, hvoraf ca. halvdelen er til private kreditorer. Mange af disse lande kan derfor ikke undgå en statsbankerot eller må skære dybt i f.eks. sundhedsudgifter for at servicere gælden. Konsekvensen er, skriver Stiglitz, at “millioner af mennesker bliver arbejdsløse, der kommer ustabilitet og vold over meget af verden, og grænsekontrol og immigrationssystemer i Europa og USA bliver potentielt overløbet.”
Ifølge en vurdering fra Verdensbanken vil over 60 mio. mennesker, der i forvejen var på bunden af den globale indtægtsskala, ende i “ekstrem fattigdom”. I Afrika vil krisen, siger IMF, fjerne ti års fremgang i økonomisk udvikling.
