Nationalbankdirektør Lars Rohde må snart i arbejdstøjet og forsvare kronens kurs over for euroen.
Det er forventningen fra analytikerne i flere banker.
Kronekursen ligger nemlig på det stærkeste niveau i mere end tre år, og meget tyder på, at kronekursen vil blive yderligere styrket i de første måneder af 2021.
pct. har renten i Nationalbanken været siden 20. marts 2020
Mest oplagt er det, at Nationalbanken snart kan blive tvunget til at intervenere i valutamarkedet for at svække kronen over for euroen, men ifølge flere banker er det heller ikke umuligt at forestille sig, at Nationalbanken i sidste ende kan blive tvunget til en selvstændig dansk rentenedsættelse.
“Kronen ligger på et ret stærkt niveau, så det ligger bestemt inden for mulighederne, at vi skal snakke om en dansk rentenedsættelse i 2021,” siger Jens Nærvig Pedersen, senioranalytiker i Danske Bank.
Hans forventning er dog, at Nationalbanken vil gå langt for ikke at skulle sænke renten, men nøjes med at forsvare kronen med valutainterventioner.
Aktuelt ligger kronen omkring kurs 7,438 over for euroen. Det er det stærkeste siden efteråret 2017.
I Jyske Bank forventer cheføkonom Niels Rønholt, at kronen vil blive styrket yderligere i de første måneder af 2021, når en del af den udskudte skat og moms skal betales tilbage til staten. Samtidig har Nationalbanken annonceret, at staten i 2021 vil tilbagebetale det meste af den gæld i udenlandsk valuta, som blev lånt i foråret til at betale for hjælpepakker – penge der aldrig blev brug for. Det vil også være med til at styrke kronen.
Jyske Bank forventer, at Nationalbanken vil begynde at intervenere – sælge kroner og købe udenlandsk valuta – for at svække kronekursen, når den når 7,435.
“Det kan komme allerede til februar,” siger Niels Rønholt.
“Min konklusion er, at der kommer til at være intervention,men ikke en rentenedsættelse
Jan Størup Nielsen, chefanalytiker, Nordea
Jyske Bank holder også døren på klem, for at Nationalbanken kan ende med at sænke renten i 2021, selvom Niels Rønholts hovedscenarie er, at interventionsvåbnet er nok til at stoppe kronestyrkelsen.
I Nordea mener chefanalytiker Jan Størup Nielsen, at Nationalbanken ligefrem håber lidt på, at de kan få lov at intervenere, fordi det kan sende likviditet ind i det danske pengemarked, hvor likviditeten lige nu er meget mindre end i euroområdet.
“Min konklusion er, at der kommer til at være intervention, men der kommer ikke til at være en selvstændig rentenedsættelse,” siger Jan Størup Nielsen.
Han mener, at det kræver en uventet og stor begivenhed, hvis kronestyrkelsen skal blive så markant, at den kun kan stoppes med en rentenedsættelse.
Jens Nærvig Pedersens hovedscenarie er også, at Nationalbanken formentlig vil nøjes med at intervenere. Han forklarer, at Nationalbanken under Lars Rohde er blevet “mere tålmodig med udsving i kronekursen, end de har været tidligere”.
Skal det ende med en rentenedsættelse, så beskriver Danske Bank-analytikeren vejen derhen sådan:
Når kronen når en kurs omkring 7,4325-7,435 vil Nationalbanken begynde at intervenere for at svække kronen.
Jens Nærvig Pedersen regner med, at der skal interveneres for 50 mia. kr., før en rentenedsættelse kommer på bordet. Hvis den kommer vil den formentlig være på 0,1 procentpoint – altså lidt mindre end den selvstændige danske renteforhøjelse på 0,15 procentpoint, der kom i marts i år.
Ifølge Jens Nærvig Pedersen priser renteswapmarkedet 20-30 pct. sandsynlighed for en selvstændig dansk rentenedsættelse i 2021.