Selvom det vigtigste i relation til krigen mellem Israel og Hamas er de menneskelige konsekvenser, er det også naturligt at forholde sig til eventuelle økonomiske følgevirkninger. Med tanke på de økonomiske konsekvenser af den russiske angrebskrig i Ukraine får man nemt den tanke, at krig i Mellemøsten må have tilsvarende effekter. Men det er nu ikke tilfældet – i hvert fald ikke, medmindre situationen eskalerer.
Krigen i Ukraine har primært påvirket global økonomi via råvaremarkederne, hvor både Rusland og Ukraine spiller en stor rolle. Sidste år steg priserne på energi og fødevarer således kraftigt i kølvandet af krigen. Det var ikke hovedårsagen til den høje inflation, men det spillede en rolle.